Andagt af Peder Mikkelsen.Tidligere bragt i "Ung og kristen"
"Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse" Esajas 12,2.
Når vi læser sådan et vers, er det nærliggende at udbryde: Kunne jeg bare have det sådan hver dag: ''Jeg er tryg og uden frygt"
Vi vil så gerne være trygge - vi vil så nødig gå rundt og frygte et eller andet, men følelsen af tryghed er vanskelig at holde fast. Angsten har meget lettere ved at snige sig ind. Vi er nak få, som kan sige med Esajas: "Jeg er tryg og frygter ikke".
Jeg vil godt understrege den sandhed, at det kan lade i gøre at føle tryghed helt uden grund i virkeligheden. Du har måske hørt den lille historie om fald-skærmsudspringeren, som skulle springe sit første spring. Faldskærmen foldede sig ikke ud - og meget bange styrtede han mod jorden. Men da han var nået næsten ned, forsvandt en del at angsten. Og han følte sig lidt mere tryg, for som han sagde til sig selv: "Indtil nu er det da gået meget godt!"
Du trækker nok lidt på smilebåndet. Bare et sekund fra døden, og så føle sig tryg - fordi det indtil nu er gået meget godt.
Men stop lidt! Er denne lille historie ikke betegnende for manges måde at være menneske på. Med stor fart er de på vej mod evigheden med en vis tryghed i bagagen - for indtil nu er det da gået meget godt...
Det er ikke forkert at føle sig tryg. Men ud fra Bibelen ser vi, at det er afgørende, om følelsen har en tryg grund. Det er så vigtigt, at Bibelen med klare ord og eksempler viser os det.
Tænk på lignelsen om den rige bonde. Han følte sig tryg, men havde al grund til frygt. Det var også Samson. Han følte sig tryg med sine vældige kræfter. Men han vidste ikke, at Herren havde forladt ham. Han følte sig tryg og frygtede intet. I virkeligheden havde han al grund til frygt.
I lignelsen om farisæeren og tolderen ser vi farisæeren træde frem og takke Gud for, at han er en god mand. Han er godt tilfreds med sig selv og mener, at han kan være rolig. Men han bedrog sig selv, for hans tryghed hvilede på en falsk grund.
Men tolderen følte sig ikke tryg. Han frygtede Guds vrede. Og kunne bare fremstamme: "Gud, vær mig synder nådig!" Men det var ham, der ifølge Jesus var på tryg grund. Her ser vi, at et menneske kan føle sig vældig sikker og tryg og alligevel være under Guds vrede.
Tolderen derimod var tryg, men det følte han ikke. Han havde vel opgivet håbet om redning, men kunne alligevel ikke lade være med at råbe til Gud. Denne mand trængte ikke til hjælp til at blive bedre. Nej, han trængte til frelse og nåde. Og det vender han sig til Gud for at få. Det flytter ham over på frelsens trygge grundvold.
Hvor meget tolderen fornemmede og vidste om det, siger Jesus ikke noget om, men han siger, hvad der sker i himlen med denne tolder. Jeg tror måske ikke, tolderen var klar over, hvor tryg en grundvold, han stod på - men han gik hjem som retfærdig. Han var flyttet over på nådens trygge grundvold, og uanset om han følte sig tryg eller ej, så var han alligevel tryg på denne grundvold.
Er du på nådens trygge grundvold, eller føler du dig bare tryg - men med al grund til frygt?
