Andagt af Peder Mikkelsen.Tidligere bragt i "Ung og kristen".
»Og lige som Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Joh 3,14.
Her henviser Johannes-evangeliet til et af Bibelens klareste billeder på, hvordan Gud frelser et menneske. På en særlig måde kan vi gennem dette billede se ind i troens væsen. (Læs evt. 4. Mos 21,4-9).
Prøv at lægge mærke til, at giftslangerne kom iblandt dem, fordi de havde foragtet Guds vej. Den var ensom og langsom, men den VAR Guds vej. Men de knurrede over den, og var utilfredse med Guds mad. Da sendte Herren slanger, som bed folket, og mange israelitter døde.
Da folket senere bad Moses gå i forbøn for dem, bekendte de og sagde "Vi har syndet ved at tale mod Herren og dig" - og Gud hjalp dem. Ikke ved at fjerne slangerne, men han bød Moses rejse en kobberslange på en stang. Så skulle enhver slangebidt, som så hen til den, beholde livet.
Biddene af disse slanger var dødelige. Israelitterne så mange mennesker omkring sig dø. De havde ingen grund til at tro, at det kunne lade sig gøre at blive bidt - og leve.
På samme måde er vi ikke i tvivl om, hvad synden vil gøre ved os. Bibelen siger klart: »Syndens løn er døden«. Og vi ved også fra Guds ord, at denne død betyder endeløs ulykke.
I ørkenen var det for de mennesker, som havde fået det dødbringende bid, at Gud sagde til Moses: »Lav dig en slange og sæt den på en stang, enhver der er blevet bidt og ser på den, skal beholde livet.«
Et ejendommeligt lægemiddel - hvis storhed alene lå i, at Gud ved et løfte havde bundet sig til at lægge virkekraft i det, som så undseligt ud.
Kobberslangen var tilgængelig for alle, men der var alligevel nogle, som døde. Sådan er det også med Jesus. Han er en soning for al synd, men alligevel vil der være mange, som kommer til at gå fortabt. Det lyder underligt, at Jesus har betalt alle menneskers syndegæld, og der alligevel bliver mange, som kommer til at gå evigt fortabt. Det kan vi få opklaret ved at se på den måde, Gud hjalp i ørkenen. Se på, hvad der hjalp de døende.
Det er så enkelt, at det næsten gør ondt i tankerne. Tænk dig - bare vende sine øjne mod en slange af kobber. Men alligevel var det ved det, Gud havde lovet helbredelse, og dermed var det midlet til redning.
Det ville have været nemmere for tanken, hvis kobberslangen skulle bæres ind til den syge, og man måske skulle have gnedet såret med kobberslangen.
Gud ville ikke, at mennesket skulle hjælpe sig selv, og det vil Gud heller ikke i dag. Redningen vil Gud give gratis, ved TRO. Og derfor skulle den dødsdømte bare se og leve.
Det var troen, som bevægede øjnene i retning af kobberslangen. Men lad os forestille os en hjælpeløs stakkel, som ikke synes, han har nogen tro på, at kobberslangen kan hjælpe ham. Men han kan alligevel ikke lade være med at se hen til kobberslangen, for "mon det hjælper? - hvis nu det hjælper!"
Hvad var det, der fik ham til at se alligevel? Løfterne om kobberslangen havde tændt en lille gnist af håb i hans hjerte. Denne undselige, mikroskopiske tro, som kan rummes i disse tre små ord: "mon" og "hvis nu" er trods alt den gnist af tro, som får ham til at vende blikket til kobberslangen og blive frelst.
Er din tro lille. Ja er den så mikroskopisk - så famlende, at den kun er et lille "mon der er hjælp hos Jesus? - hvis nu, der er håb hos Jesus!" Så lad denne lille gnist af tro være det, som får dig til at se hen til Jesus for at finde frelse.
Troen måles ikke i størrelse, men i retning. Ser du hen til Jesus for at finde frelse, så er DET troen. Om den er aldrig så lille, så lille at du næppe tror, den findes. Så er det denne lille gnist af tro, som løfterne om Jesus har tændt i dit hjerte, og som har vendt dine øjne til Jesus. Og din helbredelse sker lige så hurtigt, som den gjorde ude i ørkenen.
Du registrerer det måske ikke selv, men det sker i himlen. Dér bliver du erklæret for at være ren. Du har Guds ord for det. Hvad ønsker du mere?
