Fra ”Ved kilden”.Andagt til 27. maj.
Af Øivind Andersen.
”Led os ikke i fristelse, men fri as fra det onde”, Luk. 11,4.
Denne bøn kan vække spørgsmål hos os. Kan Gud lede et menneske i fristelse? Et står helt klart i Guds ord: ”Gud frister ingen, og selv kan han ikke fristes af det onde.”
Alligevel kan Gud overgive et menneske i det ondes magt. Sådan at det går til grunde. Med det onde tænkes her ikke på modgang, lidelse og den slags ting. Det onde er udtryk for alt det, der kommer fra Satan og hans ondskab.
Men før vi går nærmere ind på dette, må vi også nævne et andet spørgsmål, der melder sig ved denne bøn. Hvordan kan det gå til, at Guds ord siger til dem, der tror på Jesus: ”l skal regne det for lutter glæde, når I kommer i mange slags prøvelser.” ”Da skal I fryde jer, selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser.”
Det er sådan, at uden fristelser bliver der ingen åndelig udvikling. Fristelse er det samme som en prøve, en kristen skal stilles på. Skal vor tro vokse, må den prøves. Og det er det, Guds ord siger, at vi som kristne skal glæde os over.
Denne bøn i »Fader Vor«: »Led os ikke i fristelse«, er ikke en bøn om at blive fritaget for de prøvelser, der er nødvendige for vor åndelige vækst, og for at vi kan lære Jesus bedre at kende.
Nej, bønnen gælder, at Gud skal bevare os som kristne fra at komme i en sådan stilling, at han bliver nødt til at opgive os og overlade os til det onde.
Guds ord giver os advarende eksempler på sådanne tilfælde. I Judas' brev tales der om dem, der gik på Kains vej, kastede sig ind i Bileams forvildelse og gik til grunde ved Koras genstridighed.
I disse tilfælde drejer det sig om mennesker, der blev advaret af Gud mod synd, de stod i færd med at begå, men som ikke ville bøje sig, men tværtimod med fuldt forsæt stod Gud imod og fulgte deres egen lyst for vindings skyld. Gud førte dem mod deres egen undergang. Det er det, vi beder om, ikke må ske med os.
