Fra ”Dagligt brød”.
Andagt til 10. oktober.
Af Carl Fr. Wisløff.
”Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sin pande, kom ild i dem og lagde røgelse derpå og frembar for Herrens åsyn fremmed ild.” 3. Mos. 10,1.
Da Aron ofrede sit første offer på Herrens alter i tabernaklet, faldt der ild ned fra Herren og fortærede offeret (3. Mos. 9,24). Det var et tegn på, at Herren godtog dette offer. Bagefter skulle Herrens ild brænde på alteret.
Men to af Arons sønner tog ild andetsteds fra og bar det i deres røgelseskar frem for Herrens åsyn. Det var imod Guds vilje. På Herrens alter skulle kun Herrens egen ild brænde. Derfor blev de to straffet hårdt for deres forseelse.
Herrens ild på alteret har altid stået som et billede pa nådens ild, som Guds hellige Ånd tænder i de troendes hjerter. Det er denne ild, som skal brænde i hjerterne, og det er den, der skal lyse og varme i de troendes samfund.
Men det sker nok stadigvæk, at der bæres fremmed ild ind i menigheden og ind i den kristelige virksomhed. Den fremmede ild er billedet på menneskers egne påfund, egne tanker og indbildninger. Fremmed ild passer ikke sammen med Herrens ild.
Ja, det sker fremdeles, at mennesketanker kommer til at herske, hvor Guds Ånd og ord skulle have herredømmet. Den fremmede ild kan se så stærk og varm ud. Vore egne anstrengelser, vor egen ”åndelighed” kan være så tillidvækkende, at mange tror, dette må være det bedste af alt - en virkelig forbedring i takt med tiden.
Men de tager fejl. I de troendes hjerter og i Guds menighed er det kun Helligånden, som skal lyse og varme. Den fremmede ild kan se så stærk ud, den falske åndelighed kan virke så ægte og så stærk, at mange bliver forvirret. Men den, der vil prøve alt på Guds ord, vil kunne se, hvad der er fra Gud.
Må Gud selv give sine børn den rette åndelige sans, så de aldrig bringer fremmed ild ind på Herrens alter.
