Fra ”Andagtsbog for (dem, der vil være ved at de er) gamle.”Andagt til 29. dag.
Af Christian Bartholdy.
”Det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes.” (Hebr. 9,27)
Som ung anså jeg det for en præsts pligt at besøge dem, der ikke kunne komme i kirke. Jeg kom derfor hos alle sognets gamle. Jeg mindes aldrig at være blevet dårligt modtaget. Alligevel var det tit beklemmende.
En stående ytring var efter skildring af forskellige legemlige skrøbeligheder: »Men heldigvis har jeg da endnu min gode forstand!« - Ak, ak! Det var vel nok så som så med den.
Døden stod for døren, den havde synlig slået sin klo i dem. Men den gode forstands eneste råd var: tal ikke om det! tænk ikke på det! Det største og gådefuldeste, næst efter at du er født, forestår dig om kort tid - og så går de fleste gamles visdom ud på at gøre som strudsen, når jægeren nærmer sig: lukke øjnene og stikke hovedet i en busk.
Jeg mindes en mand mellem halvfjerds og firs, som lå til sengs. Jeg rådede ham til at blive forligt med Gud, mens tid var. »A er blevet spået, te A ska leve, til A bliver 100 år«, svarede han. Så han mente, der var god tid med det. Et par måneder efter var han død - trods spådommen. Hvor var man uglad ved sådan en begravelse.
Det er menneskers lod én gang at dø - og derefter dømmes. Det er virkeligheden, og det er nu engang dumt at lukke øjnene for den. Der går vel nok rundt imellem os både bedragere og mordere, som det er lykkedes at gemme sig og slippe for at stå til regnskab for mennesker. Men for Gud lader det sig ikke gøre. Han finder os.
Og når du stræber her som bedst,
så kommer en ubuden gæst,
den som vi døden kalde;
den sikre vågner da med gråd,
den vise ved sig intet råd,
den stærkeste må falde, -
O, menneske, O, menneske!
Han henter dig og alle.
D S 468
