Andagt af Peder Mikkelsen.Tidligere bragt i "Ung og kristen".
”Jeg vil bryde op og gå til min far.” Luk. 15,18.
Disse ni ord finder vi i lignelsen om den fortabte søn, og med disse ord møder vi ham der, hvor han lever sit liv langt borte fra far. Efter at han har sat alt over styr i et verdsligt og udsvævende liv, lider han nu nød, og vi læser i teksten, at han går i sig selv.
Da fødes denne beslutning i hans tanker: ”Jeg vil bryde op og gå til min far”. I denne beslutning kender mange kristne sig selv igen.
”Jeg vil bryde op og gå til min far”. Denne sætning får mig til at tænke på alle os, som kalder os kristne. Her tror jeg, mange af os har stået i vort forhold til Gud, hvor vi besluttede, at vi ville vende om. Besluttede os til at blive kristne. Det var ikke nogen dårlig beslutning. Det var en beslutning, som for mange har været et skridt på vejen til at blive en kristen.
Men det farlige er, at det hele kan stoppe ved din beslutning om at blive en kristen. Du oplever måske, at der er et vist åndeligt røre i dit sind. Der spirer måske en længsel frem i dit sind en længsel efter at blive en kristen, et Guds barn.
I dette røre og denne længsel kan din beslutning om at blive en kristen fødes. Og for nogle bliver den beslutning det skel, som får dem til at regne sig som kristne. Du ser måske tilbage på sådan en beslutning om at omvende dig?
Din beslutning om at omvende dig, blev måske den milepæl i dit liv, som du rejste din kristne bekendelse ved. Du bliver ikke en kristen, fordi du vil det!
Pascal siger: ”Menneskets ånd er sådan, at det tror, det har omvendt sig, så snart det har besluttet sig til det”. Du bliver ikke frelst, fordi du vil høre Jesus til, nej, frelst bliver kun det menneske, der er født på ny. Det er farligt, hvis du får begyndt med at leve, som om du er en kristen, inden du er blevet det. Det er farligt, fordi du nemt kan komme til at fungere rimeligt godt i fællesskabet, inden du bliver en kristen. Du kan blive hvirvlet ind i alle fællesskabets gøremål, og jo længere du kommer ind, jo mindre aner du uråd.
Ved at beslutte dig til at blive en kristen fik du måske en indgang i det kristne fællesskab, som blev skelsættende for dig. Djævelen ønsker at få dig til at stoppe op her - stoppe op her ved beslutningen om at ville være en kristen. Han puster til det bedrageriske i din ånd, som straks tror, du har omvendt dig, når du har besluttet dig for det.
Kan Satan få dig til at regne dig som kristen her, kan han få dig til at bekende dig som kristen og maske få dig til at arbejde i Guds rige, medens du står på tærsklen ind til Guds rige, så har han dig, hvor han vil have dig. Du tror nemlig, at du er frelst uden at være det.
Det er ikke galt at ville være en kristen. Det er en god beslutning. Men du er ikke automatisk en kristen, fordi du vil det, og beslutter dig for at være det. Nej, en kristen er kun den, der er blevet løst ved at høre, hvad Jesus har gjort for dem. Troen kommer af det som høres. Frelseshåbet fødes ved at lægge øre til, hvad du har i Jesus.
Er du nogen sinde kommet længere end til at beslutte dig til at blive en kristen og måske begynde at leve, som om du er det? Er dit håb nogen sinde blevet født af løfterne om Jesus? Har budskabet om Jesus nogen sinde tændt håb i dit sind?
