Fra ”Sjælesorg blandt unge”.Af Karl K. Riis.
(Side 19-20)
Ingen er så vel uddannet, som den der er oplært af Gud. Guds rige har sine love. Dem må vi lære. Ofte lærer vi dem bedst i praksis i erfaringens skole.
Sådan som vi er af naturen, er vi indstillet på at tjene - og selv gøre noget. Det sniger sig ind i kristent arbejde. Man prædiker, taler med mennesker, lægger alle sine evner i og al menneskelig iver for dagen. Det har nok ikke været et slægtled, hvor der har været gjort så meget i Guds rige, og hvor der dog er opnået så lidt som i vort slægtled. Hvem føler ikke denne smerte? Da kan man køre uhjælpelig fast, tvivle på sig selv og sit kald og have mest lyst til at løbe sin vej.
Sådanne svære oplevelser er uendeligt gavnlige, for uden disse erfaringer begynder ingen at spørge efter de åndelige gaver. Ingen tager imod de gaver, Herren har, før vi har spillet fallit med alt vort eget.
Det ser ud til, at alt liv i Guds rige forudsætter en død. Skal jeg blive frelst, må jeg først dø. Skal jeg tjene, må jeg også først dø, jeg må først miste troen på mig selv og min egen duelighed.
Paulus beskriver denne proces i 2. Kor. 4,7-12: »Så gør døden sin gerning i os, men livet sin gerning i jer!« Evangeliets jordforbindelse er, at da jeg døde, kom Kristi liv og kraft til udfoldelse. Ikke ved magt, Zak. 4,6. »Jeg vil gøre jer til - menneskefiskere,« Matt. 4,19 (lige før havde Peter oplevet den smerte at gå fallit). Hebr. 13,20-21.
En har sagt: Den Gud vil gøre gudfrygtig, gør Han fortabt. Den Han vil gøre vis, gør Han til en dåre. Den Han vil gøre stærk, gør Han afmægtig. Den Han vil gøre levende, fører Han ind i døden. Den Han vil føre til Himmelen, sender Han i helvede. Gennem vanære og skarn fører Han os til ære - gennem strid til Fred.
Denne lov gælder også i Guds uddannelse af sjælesørgere. Den, der skal gøres dygtig til at forstå og hjælpe andre, må selv gennemleve de sjælstilstande, han skal møde hos andre. Ja, Gud begynder faktisk at eksperimentere med de forskellige sjælstilstande hos sit barn. Han kastes ud i den ene krise efter den anden. Derfor føres han ind i anfægtelsens forfærdelige smeltedigel, hvor han oplever hjertets kulde og ligegyldighed og tvivl, samvittighedens anklager og lovens fordømmelse.
Kan jeg være en kristen, når jeg har det sådan? Er Bibelen virkelig Guds ord? Hvorfor fører Gud mig sådan? Den, Gud vil bruge, oplever ofte »nej-nåden«, 2. Kor.12,7. Nej til min bøn - og dog lyder det i denne nød: Du er ikke forkastet, min nåde er dig nok. Da kan du trøste andre med den trøst, du selv fik fra Gud, 2. Kor.1,3-4.
Et eksempel er H. A. Brorson med den modgang, han måtte møde i sit eget liv med en syg søn. Eller C. O. Rosenius: Hans store hjælp til andre, hænger nøje sammen med Guds skoling gennem svære anfægtelser.
------------------------
”Sjælesorg blandt unge” er udgivet på Dansk Luthersk Forlag, 1969.
