Fra "Kristus vor retfærdighed".Andagt til dag 11.
Af Carl Oluf Rosenius.
”Thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv”. 2. Kor. 5,19.
Her ser vi, hvad evangeliet er: Evangeliet er ikke, som mange tror, et løfte, men et budskab om løfter, som allerede er opfyldte. Det taler ikke om noget, som skal ske, men om noget, som er sket. Evangeliet er i sig selv en realitet, enten vi tager imod det eller ej. Det har sin gyldighed, enten vi tror det eller ej.
Det er på dette punkt, det særligt er uklart for alle dem, som evangeliet aldrig er blevet et evangelium for. De lever i den tro, at Gud skal forsones, og at synden skal udslettes, og ser ikke, at Gud er forsonet, og at synden er udslettet. Men var det sådan, så var det jo slet ikke et evangelium.
Nej, evangeliet er et godt budskab om noget, som allerede er sket – det skete udenfor Jerusalems mure på Guds store forsoningsdag.
”Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død…” Rom. 5,10.
Tænk, om vi ret kunne tro og fatte, at al den synd, der findes i verden – også den synd, som netop nu ængster og bekymrer os - blev udslettet for over nitten hundrede år siden ved Kristi død - ja, kastet i havets dyb.
