Fra "På dit ord".
Andagt til 9. marts.
Af Immanuel Fuglsang.
"Kun hos Gud finder min sjæl ro, for mit håb kommer fra ham", Sl. 62,6.
Mange mennesker ængstes for fremtiden. Bristede forhåbninger har gjort, at livet er blevet en byrde. Problemerne hober sig op.
Måske siger du: jeg er arbejdsløs. Min økonomi er slået i stykker. Min ægtefælle forstår mig ikke. Eller: jeg er håbløs. Mit liv er mislykket. Jeg har prøvet at tage mig sammen igen og igen, men det mislykkes hver gang, Smerten er ikke til at bære.
Til dig, der har det sådan, siger bibelordet: Vær stille hos Gud alene. - Læs f.eks. Salme 62. I vers 8 kalder David Gud for sin stærke klippe og tilflugt. David fandt hjælp og redning hos Gud midt i livets storme.
Gud kender ALT på forhånd - også i det liv. Derfor bliver han ikke skuffet, når du udøser dit hjerte for ham. Fortæl ham bare, hvor mislykket du er.
Jesus siger om sig selv, at han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Derfor behøver du ikke at være bange for at fortælle ham om din situation. Han længes mere efter dig, end du kan forestille dig. Han har nemlig betalt den højeste pris for dig, da han gav sit liv på Golgatas kors. Derfor har han retten til dig.
Han søger efter dig - også gennem denne andagt. Hvad andet har du da at gøre end at standse op og kalde på ham i din nød.
Giv tid at møde Jesus, den dag han banker på,
At du for vandringsfærden et saligt mål må få.