Andagt af Poul Erik Haahr.
Tidligere bragt i LUMInyt
”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.
Den der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.” Johs. 14.23-24.
Ordet! Det er ufattelig vigtigt hvordan vi forholder os til ordet, Guds ord, som vi møder det i Bibelen - "mit ord".
"Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi Ord" (Rom 10.17), og her slås det fast, at ordet, der høres, er fra Gud selv – fra Ham, der skabte ALT med sit ord - Guds ord, hvorom der står, at end ikke en tøddel skal forgå, før end det er sket alt sammen.
Så læste vi:
1) Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.
2) Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mit ord.
Der er en uløselig sammenhæng. Elsker jeg Jesus – er jeg en Jesu discipel – er jeg en kristen – er jeg frelst – ja, så siges det her, at det kan kendes ved, at jeg holder fast ved hans ord.
Holder jeg ikke fast ved ordet, elsker jeg heller ikke Jesus - så er jeg en hykler, en farisæer, al min fromhed og pæne overflade til trods.
Her er vi ved en kilde til stadig selvransagelse – holder jeg fast ved Guds Ord? - for hvornår og hvordan kan jeg leve op til det? Kender vi ikke som Thomas tvivlen i vort hjerte. Kender vi ikke som Peter til forsømmelse, svigt og fornægtelse? Jo - jeg kender det kun alt for godt fra mit eget liv.
Da Peter havde fornægtet Jesus tre gange, og hanen galede, kom han Jesu forudsigelse af hans fornægtelse i hu, og han græd bitterlig – han var dømt.
Jesu ord trængte gennem alt og blotlagde sandheden om ham – han havde intet tilbage at komme med. Alligevel kunne han ikke være Jesus foruden – ja, han måtte give Jesus ret i et og alt. Og så er det forunderlige, at Jesus netop vælger ham - oprejser ham - sætter ham ind i tjenesten.
Vi synger i en sang:
Oh Herre Jesus, hør mit råb,
til dig jeg sætter alt mit håb.
O, bring din frelse til mig nær.
O, tag mig som jeg er!
Tag mig som jeg er.
Tag en fattig synders hjerte.
Tag mig som jeg er.
Og her er vi inde ved det centrale: At elske Jesus er at komme til ham præcis som vi er – ikke i en eller anden from eller forbedret version, krydret med gode gerninger og rette synspunkter – nej, det er at komme som de syndere, urene, uværdige, vi er, og så lade hans ord tale til os, at tage hans ord ind over os og lade dem være dommer over hjertets tanker og meninger – og at tage sine tanker til fange under ordet.
Det er ordet, der skaber troen – det er ordet, der får os til at vokse i erkendelsen af sandheden om Kristi forsoning og nåde, og det er ved ordet, vi bliver bevaret i håbet, så vi når målet – himlens herlighed.
Og så læste vi om den, der holder sig til ordet, at ”Min fader vil elske ham og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”.
Her er det vidunderligt at lægge mærke til, at der er tale om en konstatering – SÅDAN ER DET. Det er fuldstændig uafhængigt af mit humør, af hvad jeg tænker og føler, af om jeg oplever Guds nærvær eller om Gud synes uendelig langt borte. Det må jeg holde fast i – han er hos mig uanset hvad! Forfra og bagfra omslutter han mig.
Jeg kan kun sige med salmisten: ”At fatte det er mig for underfuldt – for højt, jeg evner det ikke”, Slm. 139,5-6. Men sådan er det, for det står skrevet!
Men spørgsmålet er: Hvordan forholder du dig til ordet – også der, hvor det afslører dig og går på tværs af din ’fornuft’?
--------------------------------
