Andagt af Hans Peter Hansen.17. maj 2009.
"Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét" (Johs. 17,20).
Bønnen er ikke begrænset til tid og sted. Du må få lov til at bede uden ophør, d.v.s at du altid og under alle forhold må udøse dit hjerte for Gud. Bønnen er så at sige dit ”åndelige åndedræt”, hvor du bekender dine synder, og hvor Gud på ny giver dig af sin nåde og tilgivelse.
Når du træder frem for den almægtige Gud i bøn, så træder du frem for nådens trone, men du træder ikke frem alene. Ligesom Jesus er din frelsende stedfortræder, således er han også en stedfortræder i dit bønsliv med Gud.
Jesus går i forbøn for dig med uudsigelige sukke, og hvis ikke han gjorde det, så havde dine bønner ingen virkning hos Gud. Derfor må du altid træde frem for Gud i bøn i Jesu navn. Som et Guds barn er du ét med Kristus, og det er du også når du beder til Gud.
"Ikke alene for disse beder jeg…". Jesu bønner for de genfødte Guds børn har en ufattelig dybde, som overgår vor forstand. Uden Jesu forbøn kunne vi ikke blive bevaret i troen og Åndens enhed sammen med andre troende i Kristus. Jesu ypperstepræstelige bøn gælder alle og bærer alle genfødte frem for nådens trone til enhver tid – ja til evig tid.
Trygheden ved at være omfattet af Jesu forbøn er ufattelig stor, selvom vi ikke altid føler det midt i vor uro og mange bekymringer for dette og hint. Undertiden kan man stille sig selv det spørgsmål: Når jeg Himmelen? Kan jeg blive bevaret som et Guds barn midt i en verden fyldt at lovløshed og forførende ånder? Hvad skal jeg gøre? spørger du dig selv.
Du og jeg kan bare gøre, som der står i en sang: Kast dig i Frelserens arme, læg dig til ro ved hans bryst – det er det, der sker, når vi træder frem for Guds nådetrone i Jesu navn.
"Ikke alene for disse, men også for dem, der ved deres ord kommer til tro på mig…". Du synes måske, at midt i al din egen elendighed, og magtesløshed, så kan du kun være et ubrugeligt redskab i Guds hænder til at række evangeliet videre.
Det er sandt, at du er ubrugelig og magtesløs, når du ser på dig selv, men lægger du din magtesløshed frem for Gud i bøn, da kan Guds kraft udfolde sig helt. Det skyldes Jesu ypperstepræstelige bøn, når han beder for dem, der ved dit vidnesbyrd kommer til tro.
Jesu bøn har både et nutidigt, fremtidigt, og evigt perspektiv – "at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os… " (Johs.17,21).
Tidsånden og de forførende ånder når langt ind i de kristne fællesskaber. De kommer ofte snigende og overrumplende uden nogen aner uråd, men der er også nogle, som ser det, og påtaler det uden, at de bliver hørt.
Kristne kan have forskellige meninger om fællesskabet, og livet med Gud, men der, hvor korset og Kristus ikke står som centrum og har første prioritet, vil frafaldet sætte ind. Derfor frembar Jesus et evigt offer, og en evigt gyldig ypperstepræstelig bøn om, at vi alle må være ét i ham. Gud skænke os nåde dertil!
"Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra angst" (Hebr. 5,7) – derfor kan han også helt og fuldt frelse enhver, der kommer til Gud ved ham!
