Hvorfor mister saltet kraften?

Leder fra 'Båndet'.
Nr. 7 - 1999.
Af Hans Erik Nissen.


Guds rige er gået frem gen­nem de sidste hundrede år. Talrige missionærer er rejst ud, og mange har båret med i forbøn og offer. På steder, hvor der for hundrede år siden rådede åndeligt mør­ke, lyder der lovsang til Lammets ære fra tusinder af menigheder.

Tænker vi på vores hjemlige sammen­hæng, er det en stor skare, der i tro og tjeneste er gået i Jesu spor. Guds ord er nået og når ind. Der brydes sta­dig nyjord, og vindes men­nesker, som ikke er opvok­set i kristne hjem. Mange præster og prædikanter har udholdende og trofast givet sig selv i tjenesten.

I det fri­villige arbejde er der ikke tal på de timer, som er brugt og stadig bruges i Guds riges sag. Nådegaverne har været i funktion. Herren har forbar­met sig over os. Dødsrigets porte har ikke lukket sig over den lille hjord.

Et regnvejr
I julinummeret af Båndet bragte vi en samtale med Carl Fr. Wisløff, hvor han fortæller, at han ofte tænker på et ord af Luther, hvor han siger, at Guds ord kommer som et stort regnvejr. Det øser ned, går videre og kom­mer ikke tilbage.

Det be­gyndte i Mellemøsten, hvor der nu er islam. Det gik videre til Europa, og på Luthers tid øsede det ned over Tyskland. Men det er gået videre, og der er kun lidt tilbage. Det er tankevækkende ord.

Gennem de sidste hundrede år er der sket en enorm af­kristning i Danmark. På trods af mange lyspunkter, er det en kendsgerning, vi må se i øjnene. Vil det fortsætte ind i det næste århundrede?

Det største problem
Der er en stor velsignelse ved at være et folk, der har respekt for det hellige, og som har en lovgivning, der er i overensstemmelse med Guds bud. Hvor er der kastet meget af dette over­bord gennem de sidste hun­drede år!

Vel er vi materielt rige som aldrig før, men åndeligt og menneskeligt er vi dybt forarmede. Det menne­ske er fattigt, for hvem intet er helligt. Intet har værdi. Tyngden er forsvun­det. Tomheden råder.

Alligevel er det alvorligste ikke afkristningen i samfundet, men afkristningen i Guds menighed - ja inde i den enkelte af os. Så længe saltet ikke har mistet sin kraft, så duer det. Men er dét først sket, da kan man have salt i mængder, men det må kastes ud. Det er uanvendeligt.

Den falske lutherdom
Mange kender sætningen: Vi synder dagligt meget. Af den drager de den slutning, at synden er noget, man må lære at leve med. Men ingen kristen kan leve med syn­den. Bryder vi ikke med den, slår den os ihjel. Synden er en magt - en dræbende magt, der fører krig mod sjælen.

Læser man Luther, overra­skes man over, hvor stærkt han udtaler sig om et helligt liv: "Den Kristus findes ikke, som er død for sådanne syn­dere, som ikke efter synder­nes forladelse afstår fra deres synder og fører et nyt levned."

Frafaldssynder
To synder har ned gennem alle tider ført flere til frafald end andre. De har begge deres udspring i begæret. Den ene er griskhed: man kan aldrig få nok. Den anden er utugt, urenhed, ægte­skabsbrud.

Disse synder kan give sig grelle udslag, men man kan også leve med dem i sit indre bag en fin og velpud­set facade. Men hvad enten man gør det ene eller det andet, tapper synden for åndskraft.

Den indre sammenhæng
I Første Petersbrev møder vi en dobbelt opfordring;. Vi skal aflægge al ondskab og som nyfødte børn hige efter Ordets rene mælk.

Der er en indre sammen­hæng. Lever en kristen ikke i det brud med synden, hvor ondskaben aflægges, forsvinder trangen til Ordet. Guds ord opleves dømmen­de, og det har man ikke lyst til at høre på.

Modviljen mod Ordet opleves som ligegyl­dighed. Man hører og læser det mere og mere sjældent. Dermed mister Ordet sin kraft, og man kan ikke læn­gere drive synden ud. Man indretter sig med den og oplever en åndelig lammelse indefra.

Der, hvor kampen mod synden er, må Ordet høres i rigt mål. Der gemmer man Guds ord i sit hjerte for ikke at synde imod ham. Og der, har man brug for syndernes forladelse. Mørkets gernin­ger aflægges, samtidig åbnes øjnene for lidt af for­dærvelsens afgrund inde i en selv, og man får brug for det blod, som renser for al synd. Man kan af hjertet synge med på sangen: For­tæl det gamle budskab.

Bliv stærk ved nåden
I tiden fremover afhænger alt af vort forhold til nåden. Det er alene den, der gør os stærke. Og nåden er knyttet til Ordet om ham, som kom med nåden og sandheden. Nådesordet skaber glæde og frimodighed. Det føder en lovsang fra hjertets inderste. Og intet løfter sjælen som den sande og ægte nåde­jubel.

Må Herren give os vis­doms og åbenbarings ånd til at erkende ham! Gennem alle slægter har der været kristne, der har svaret Jesus, som Peter gjorde det, da Jesus spurgte sine dis­ciple, om de også ville gå bort: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.

Det er også vort svar til Herren ved årtusindskiftet og på den ganske almindeli­ge hverdag, som 3. januar år 2000 er.