Leder fra 'Båndet'.Nr. 7 - 1999.
Af Hans Erik Nissen.
Guds rige er gået frem gennem de sidste hundrede år. Talrige missionærer er rejst ud, og mange har båret med i forbøn og offer. På steder, hvor der for hundrede år siden rådede åndeligt mørke, lyder der lovsang til Lammets ære fra tusinder af menigheder.
Tænker vi på vores hjemlige sammenhæng, er det en stor skare, der i tro og tjeneste er gået i Jesu spor. Guds ord er nået og når ind. Der brydes stadig nyjord, og vindes mennesker, som ikke er opvokset i kristne hjem. Mange præster og prædikanter har udholdende og trofast givet sig selv i tjenesten.
I det frivillige arbejde er der ikke tal på de timer, som er brugt og stadig bruges i Guds riges sag. Nådegaverne har været i funktion. Herren har forbarmet sig over os. Dødsrigets porte har ikke lukket sig over den lille hjord.
Et regnvejr
I julinummeret af Båndet bragte vi en samtale med Carl Fr. Wisløff, hvor han fortæller, at han ofte tænker på et ord af Luther, hvor han siger, at Guds ord kommer som et stort regnvejr. Det øser ned, går videre og kommer ikke tilbage.
Det begyndte i Mellemøsten, hvor der nu er islam. Det gik videre til Europa, og på Luthers tid øsede det ned over Tyskland. Men det er gået videre, og der er kun lidt tilbage. Det er tankevækkende ord.
Gennem de sidste hundrede år er der sket en enorm afkristning i Danmark. På trods af mange lyspunkter, er det en kendsgerning, vi må se i øjnene. Vil det fortsætte ind i det næste århundrede?
Det største problem
Der er en stor velsignelse ved at være et folk, der har respekt for det hellige, og som har en lovgivning, der er i overensstemmelse med Guds bud. Hvor er der kastet meget af dette overbord gennem de sidste hundrede år!
Vel er vi materielt rige som aldrig før, men åndeligt og menneskeligt er vi dybt forarmede. Det menneske er fattigt, for hvem intet er helligt. Intet har værdi. Tyngden er forsvundet. Tomheden råder.
Alligevel er det alvorligste ikke afkristningen i samfundet, men afkristningen i Guds menighed - ja inde i den enkelte af os. Så længe saltet ikke har mistet sin kraft, så duer det. Men er dét først sket, da kan man have salt i mængder, men det må kastes ud. Det er uanvendeligt.
Den falske lutherdom
Mange kender sætningen: Vi synder dagligt meget. Af den drager de den slutning, at synden er noget, man må lære at leve med. Men ingen kristen kan leve med synden. Bryder vi ikke med den, slår den os ihjel. Synden er en magt - en dræbende magt, der fører krig mod sjælen.
Læser man Luther, overraskes man over, hvor stærkt han udtaler sig om et helligt liv: "Den Kristus findes ikke, som er død for sådanne syndere, som ikke efter syndernes forladelse afstår fra deres synder og fører et nyt levned."
Frafaldssynder
To synder har ned gennem alle tider ført flere til frafald end andre. De har begge deres udspring i begæret. Den ene er griskhed: man kan aldrig få nok. Den anden er utugt, urenhed, ægteskabsbrud.
Disse synder kan give sig grelle udslag, men man kan også leve med dem i sit indre bag en fin og velpudset facade. Men hvad enten man gør det ene eller det andet, tapper synden for åndskraft.
Den indre sammenhæng
I Første Petersbrev møder vi en dobbelt opfordring;. Vi skal aflægge al ondskab og som nyfødte børn hige efter Ordets rene mælk.
Der er en indre sammenhæng. Lever en kristen ikke i det brud med synden, hvor ondskaben aflægges, forsvinder trangen til Ordet. Guds ord opleves dømmende, og det har man ikke lyst til at høre på.
Modviljen mod Ordet opleves som ligegyldighed. Man hører og læser det mere og mere sjældent. Dermed mister Ordet sin kraft, og man kan ikke længere drive synden ud. Man indretter sig med den og oplever en åndelig lammelse indefra.
Der, hvor kampen mod synden er, må Ordet høres i rigt mål. Der gemmer man Guds ord i sit hjerte for ikke at synde imod ham. Og der, har man brug for syndernes forladelse. Mørkets gerninger aflægges, samtidig åbnes øjnene for lidt af fordærvelsens afgrund inde i en selv, og man får brug for det blod, som renser for al synd. Man kan af hjertet synge med på sangen: Fortæl det gamle budskab.
Bliv stærk ved nåden
I tiden fremover afhænger alt af vort forhold til nåden. Det er alene den, der gør os stærke. Og nåden er knyttet til Ordet om ham, som kom med nåden og sandheden. Nådesordet skaber glæde og frimodighed. Det føder en lovsang fra hjertets inderste. Og intet løfter sjælen som den sande og ægte nådejubel.
Må Herren give os visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham! Gennem alle slægter har der været kristne, der har svaret Jesus, som Peter gjorde det, da Jesus spurgte sine disciple, om de også ville gå bort: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.
Det er også vort svar til Herren ved årtusindskiftet og på den ganske almindelige hverdag, som 3. januar år 2000 er.
