Fra ”Ved kilden”.Andagt til 3. marts.
Af Øivind Andersen.
”Derefter blev Jesus af Ånden ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen.”
Matt. 4,1.
I og med sin dåb ved Johannes er Jesus begyndt at gå den vej, hvor han skal fuldføre sit kald. Også de tredive år af Jesu liv, der er gået forud for denne tid, har betydning for vor frelse, men nu er Jesus pa vej til sin offentlige gerning som Messias. Det er her - på selve kaldets vej, han skal møde fristeren.
Også her er Jesus forbillede for os som kristne. For den, der lever med Gud og har stillet sig til hans tjeneste, kommer de farligste fristelser ikke fra den åbenbare verden. Verden med dens glæder og fornøjelser, farer og fristelser appellerer ikke til ham. Han er indstillet på at tjene Herren og gå på hans veje.
Til ham kommer de farligste fristelser netop på selve kaldets vej!
Der er imidlertid en vældig forskel på Jesu fristelse og vore fristelser. Jesus bliver fristet af Djævelen. Det bliver vi også, men samtidig kommer fristelsen gennem vor egen onde lyst.
”Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær.” Over for os benytter sjælefjenden sig af dette vort eget onde begær samtidig med, at han også møder os udefra, ikke mindst gennem andre mennesker.
På kaldets vej oplever vi det på den måde, at netop der, hvor vi har vore evner og vor styrke, har vi også vor svaghed for fristelser.
Den, der har en nådegave for at forkynde, fristes til at blive ”prædikesyg”. Den, der har en nådegave til at administrere, fristes til at ville have magt over andre. Den, der har særlige evner til at arbejde med penge og økonomi, ser bedst, hvordan han kan skaffe sig egen fordel.
Men på kaldets vej møder fristeren os også på en helt anden måde. Han prøver at misbruge vor ærlighed og gøre os modløse.
Men uanset på hvilken måde han kommer, gælder det om at stå ham imod! Så skal han fly fra os, siger Guds ord. Jak. 4,7.
