Leder fra 'Båndet'.Nr. 6 - 1999.
Af Hans Erik Nissen.
Hvor langt ind når Ordet?
Det er spørgsmålet. Jeg har undret mig over bandende og svovlende teologiske professorer og præster, der nøje kunne gøre rede for retfærdiggørelsen af tro. Hvordan var det muligt at have en sådan erkendelse, uden at det skabte gudsfrygt?
Det hænger sammen med, at en intellektuel forståelse har det til fælles med en følelsesmæssig, at den ikke indadtil har nogen magt eller nogen bestandig magt. Den bliver ikke bestemmende.
Når vi dybt nok ind?
Det gør altid ondt at høre om elever, der falder fra. Nu er der mange grunde til frafald. Djævelen har gravet talrige faldgruber. Kan han ikke få et menneske i sin magt på én måde, prøver han på en anden.
Alligevel må vi spørge: Er det os, der har svigtet? Lod vi os bedrage, når vi mærkede, at en elev fik følelsesmæssige eller intellektuelle oplevelser i mødet med Guds ord? Var det ikke tilstrækkeligt klart for os, at man tror med hjertet?
I sig selv er der ikke noget forkert ved at kunne føle Ordet. Mange ord ikke mindst i Salmernes bog giver udtryk for det. Det er heller ikke forkert at kunne forstå Guds ord og at glæde sig over det.
Vi taler med rette om en af Guds ord oplyst forstand. Mange elever har med synlig glæde sagt, at nu forstod de sammenhængen mellem retfærdiggørelse og helliggørelse. Eller de fandt ind i nogle af de hovedtanker, der binder hele Bibelen sammen.
Men, som det er sagt: Det gode kan blive det bedstes værste fjende. Det sker, nar Ordet ikke når længere end til følelsen eller tanken. De kan aldrig erstatte hjertets tro.
Hvorfor er faren så stor?
Det skyldes, at det står i vor magt at give andre intellektuelle og følelsesmæssige oplevelser. Det ene er et spørgsmål om pædagogik det andet om psykologi. En blændende dygtig og klar underviser kan åbne en elevs øjne, så vedkommende føler, at her får jeg virkelig noget, som jeg kan bruge. Ikke mindst inden for den katolske kirke er det udviklede åndelige øvelser og metoder som giver rige og store åndelige oplevelser.
I de sidste årtier er der på den ene side sket en intellektualisering i kristen forkyndelse og undervisning og på den anden en stærk vægtlægning på metoder og veje, der formidler stærke følelsesmæssige oplevelser.
Det har ført til en forkyndelse, hvor der er for lidt føde for sjælen. Det har ført til, at man kan høre megen forkyndelse, hvor alt, hvad der siges, er rigtigt.
Alligevel sidder man tilbage med en undren: Hvorfor har man ikke faet hjælp? Eller man sidder tilbage efter en lovsangsaften: Hvorfor varer glæden så kort? Det var, som om også den forsvandt med den sidste tone og det slukkede lys.
Vi kan også tænke på de mange analyserende og vurderende artikler i kristne tidsskrifter og blade. For hundrede år siden var næsten alt, hvad der blev skrevet, en hjælp for den enkelte til at nå himlen.
Med hjertet tror man.
Når forkyndelsen ikke hjerte og samvittighed, bliver den aldrig til tro, selv om den tilsyneladende bærer frugt. Det er som at hænge fine røde æbler på juletræet. Det bærer frugt for en overfladisk betragtning, men frugterne hænger i sytråde, og der er ingen forbindelse mellem dem og træets saft.
På den anden side: Hjertets tro kan være nok så lille, ja, som et sennepsfrø - er det hjertets tro, så vil den vokse og bære frugt. Den vil få mere og mere magt. Den vil påvirke bade tanke, vilje og følelse.
Hvad vi ikke magter.
Vi kan skabe sympati og interesse for kristendommen, men ikke tro - hverken hos os selv eller andre. Ligger vor ulykke i, at vi slider og slæber som om, det var tilfældet? Da lader Gud vore brønde tørre ud. Han lader os komme til kort, og mismodet sniger sig ind.
Vi må tilbage til bekendelsen: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro pa Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette ene tro.
Bønnen om Helligåndens gerning må fornyes. Han må komme til os igen og igen. Kommer han ikke, kan vi samles og give hinanden intellektuelle og følelsesmæssige oplevelser, men det bliver aldrig til tro. Det kan han alene skabe.
Men hvorfor sker det så sjældent? Er det fordi vi mere eller mindre mener, at vi råder over Gud? Har vi gjort Gud til en Gud, der velsigner pa vore vilkar? Da må Gud lære os noget andet. Han virker troen, når og hvor han vil. Det afhænger ikke af vor vilje og stræben, men af hans barmhjertighed.
Åndelig passivitet?
Skal vi så bare sidde med hænderne i skødet? Sådan spørger fornuften. Men det gør troen ikke. Den siger: Nu skal du råbe til Gud. Gør det som den, der klynger dig til forjættelsen om, at Gud hører den hjælpeløse.
Vi har ikke brug for nye metoder. Men vi må sammen udbrede vor nød for Herren og bede ham om at sende den store hjælper, Helligånden. Lad os gøre det og blive ved, til Herren svarer med ild fra himlen.
