Fra "Ved kilden".
Andagt til 2. oktober.
Af Øivind Andersen.
"Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.” Rom. 8,16.
Når vi har fået vor egen ånds vidnesbyrd om, at vi har bøjet os for Gud og har taget mod frelsen, skaber den en indre glæde og frimodighed. Men det er alligevel ikke en virkelig frelsesvished. Når vi kommer i nød eller fristelser, forsvinder denne frimodighed igen.
Hvis der skal blive en virkelig frelsesvished, en vished, der holder i nød og vanskeligheder, må jeg have et vidnesbyrd af Guds Ånd, som vidner sammen med min ånds vidnesbyrd.
Hvad er Guds Ånds vidnesbyrd?
Det får vi bl. a. svar på i Joh. 15,26: »Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig.«
Åndens vidnesbyrd skal ind i vort hjerte. Hjertet er endestation for det, men det er ikke udgangsstation.
Det nytter ikke at lede efter Åndens vidnesbyrd inde i sit eget hjerte.
Udgangsstationen er Guds eget ord. Det er et andet navn på evangeliet.
Guds Ånd tager af det, der hører Jesus til, og forkynder os det. Han herliggør Jesus for os.
Når du ved med dig selv, at du har bøjet dig for Gud og erkender sandheden, så må du sætte din lid til det, Gud siger dig om din frelser. Men du må også bøje dig for det, Gud siger om dig, som har taget din tilflugt til denne frelser.
Gud forkynder dig jo, at Jesus har taget dine synder bort, da han sonede dem med sit blod. Han forkynder dig også, at den, der tror på Guds Søns navn, har evigt liv.
Når du stoler på det, Gud har sagt dig i sit ord, får du den rette frelsesvished.
Så vidner Guds Ånd med din ånd, at du er Guds barn.
------------------
Læs del I her.
