Fra "Ved kilden".
Andagt til 30. september.
Af Øivind Andersen.
"Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.” Rom. 8,16.
Her hører vi, hvad frelsesvished er. Den er et vidnesbyrd af Guds Ånd, som vidner sammen med vor egen ånd. Frelsesvished er altså ikke en følelse.
Man kan godt føle sig som kristen uden at være det, og omvendt kan man føle sig aldeles hjælpeløs og fortabt og netop være en kristen.
Frelsesvisheden består af vidnesbyrd. Nærmere bestemt er der altså to vidnesbyrd: Et af Guds Ånd og et af vor egen ånd, og de vidner sammen og samtidig.
Hvad er Guds Ånds vidnesbyrd?
Hvad er vor egen ånds vidnesbyrd?
Hvis vi finder svaret på disse spørgsmål i Guds ord, ser vi, hvad frelsesvished er. Vi ser også, hvordan vi får den. Derfor skal vi se lidt på hvert af disse vidnesbyrd, og vi vil tage det sidste først.
Vor ånds vidnesbyrd har mange klare udtryk i Guds ord. Vi skal se på et af dem.
I Salme 119,166-168 læser vi: ”Jeg har holdt dine bud. Min sjæl har holdt dine vidnesbyrd, jeg har dem såre kær. Jeg holder dine befalinger og vidnesbyrd, thi du kender alle mine veje.”
Det betyder ikke, at sangeren har holdt loven og været sådan, som Gud kræver. Det ser vi af hele Salmen, ikke mindst af vers 176: ”Farer jeg vild som det tabte får, så opsøg din tjener, thi jeg glemte ikke dine bud.”
Han har et vidnesbyrd i sit hjerte om, at han har bøjet sig for Guds ord. Han ved med sig selv, at han ikke står Gud imod. Hvad Gud end har at sige, om han taler om forfærdelig synd eller om frelse, ved sangeren én ting med sig selv: ”Han bøjer sig for alt, hvad Gud siger i sit ord.”
Visheden om, at vi tager hele Guds ord til hjerte og ikke modstår det eller afviser det, det er vor egen ånds vidnesbyrd.
--------------------
