Fra "Ved kilden".Andagt til 19. august.
Af Øivind Andersen.
”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm.
Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.” Åb. 3,15-16.
Det er en hård tale af vor Frelser. Det bliver ikke mindre alvorligt, når vi tænker på, at det siges til en menighed, der havde haft store oplevelser og rige erfaringer gennem det, Gud havde givet dem og brugt dem til. Det var også engang en højt anset menighed, en man regnede med.
Det kan lade sig gøre at have store åndelige oplevelser, blive brugt af Gud, være anset af mennesker og regnet for en stærk og livskraftig menighed - og alligevel være på grænsen til at blive forkastet af Jesus.
Menigheden var lunken. Den havde det ikke ret med Gud, var altså ikke varm. Men den var heller ikke åbenlyst verdslig, var ikke kold. Havde den været det, kunne Guds ord have virket omvendelse i den.
Den var i en stilling, hvor Guds ord ikke kan udrette noget.
Hvad vil det sige at være lunken? Hvem er lunken? Mange ærlige, kæmpende kristne siger om sig selv: Jeg er kold og død og følelsesløs indvendig. Der er ikke noget, der gør indtryk på mig. Jeg må være lunken.
Nej, du, der taler sådan, er ikke lunken. Du er en hjælpeløs kristen, der er afhængig af din frelser.
Lunkenheden viser sig ganske tydeligt: ”Du siger: Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget," og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.” Sådan beskriver Jesus denne menighed.
Lunkenheden består i, at man tror om sig selv, at man er rig i Gud på grund af de oplevelser, man har haft, og det, Gud har brugt én til, og så ser man ikke længere sandheden om sig selv.
Sådan går det, hvis du bliver tilfreds med din kristendom, dine nådegaver og dine åndelige oplevelser.
