Fra "Ét er nødvendigt".Andagt til 13. februar.
Af Hans Erik Nissen.
”Han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.” Slm. 23,3.
Det er ikke altid, du synes, at Guds veje er rette. Undertiden finder du dem så underlige, at du begynder at tvivle på, om du overhovedet er ført af Gud.
De rette veje er ikke sjældent lidelsesveje. Gud førte sin søn til fuldendelse gennem lidelse, og han lærte af det, han led.
Gud har også meget at lære os i lidelsens skole. Vi skal tage vort kors op og følge efter Jesus. Gennem vandringen i Jesu fodspor skal vi aldrig fortjene, hvad Jesus har vundet til os. Men på den vej vil Herren føre os til Himlen.
Vi mener ofte, at hvis Gud gjorde vejen gennem livet lettere, ville vi langt bedre kunne tjene ham. Vi synes, vort kors er med til at hæmme os i de opgaver, Gud har lagt hen til os.
Gud kender min stolte natur. Han ved, hvor overfladisk jeg bliver, når medgang præger mit liv. Før jeg selv ved af det, kommer jeg bort fra den dybe afhængighed af Jesus. Jeg vokser i egne øjne.
En sådan tjener er ikke brugbar. Derfor griber Gud ind. Han lader mig møde lidelsen. Den får mig til at standse og rette blikket mod ham.
Guds veje fører altid til Jesus. Han bruger dit liv til at binde dig til ham. Han gør dig svag og hjælpeløs i egne øjne, så du får brug for hans nåde.
Gud hjælper dig til at blive på vejen. Det gør du lettest, når Herren giver dig en byrde at bære. Da skal der mere til at blæse dig omkuld.
Først og fremmest fører Guds veje til målet Vi indfanges så let af livets mange opgaver. Så standser Herren os. Han vil, at vi skal være vendt imod vort evige mål.
En dag skal du se tilbage.
Da vil du vurdere anderledes, end når du ser frem. Du vil kunne sige, at i Guds uforskyldte nåde lod han dig møde netop det, der skulle til for at kunne nå hvilens underfulde vande.
Den dag er dit hjerte fyldt af lovsang. Du priser Herren.
Evigheden er begyndt.
