At hade sit liv.

Fra Båndet,
Nr. 6 - 2001.
Af Hans Erik Nissen.

Nogle af Bibelens ord prædikes der sjældent eller aldrig om. De betragtes nærmest som et problem.

På spørgsmålet om, hvordan de skal forstås, gives der ofte en forklaring, som tager brodden af dem. Det gælder f. eks. Jesu tale om at hade sit liv.

Hvorfor hører vi så lidt om det?

I en tid, hvor selvkærlighed og selvrealisering er blevet denne verdens evangeli­um, kunne det ellers nok være nødvendigt. Der er heller ikke tale om noget perifert.

At hade sit liv er en forudsætning for disci­pelskabet: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sit eget liv, kan han ikke være min discipel.

Ja, at hade sit liv er et spørgs­mål om intet mindre end at miste eller vinde det evige liv: Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden skal bevare det til evigt liv, siger Jesus.

Magtkampen
Der er en magtkamp mellem det gamle menneske og Gud.

Så længe Gud er Gud på det gamle menne­skes betingelser, er der plads til ham.

Det har man­ge i dag, hvor mennesker, som lever et tøjlesløst liv i synd og udsvævelser, offentligt står frem og vid­ner om deres tro på gud.

Samtidig lader de ingen være i tvivl om, at det gamle menneskes gud må kende sine grænser, hvis de fortsat skal have med ham at gøre. Han må underordne sig det gamle menneskes tanker, ønsker og vilje.

I samme øjeblik, Gud løfter røsten og gør det klart, hvem der er GUD, rejser det gamle menneske sig i protest. Det vil ikke bøje sig for ham og det kan heller ikke gøre det.

En kristen er et nyt men­neske gennem troen på Jesus, men det indebærer ikke et farvel til kødet. Så længe en kristen lever, må han med Paulus sukke: Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?

Det gamle menneskes ondskab og oprør mod Gud har ført talrige kristne ind i åndelig død og evig under­gang. I nogle tilfælde hæn­ger det sammen med, at man ikke erkender ondska­bens kræfter hos sig selv. Det er sandt, hvad Engeset synger: Fjenden, din værste har du dybt i din egen barm.

Du har ham i dit gamle menneske, og han følger dig til din grav.

Hvem råder?
Spørgsmålet er: Hvem skal råde? Begge kan ikke gøre det.

Her gælder Jesu ord: ”Ingen kan tjene to herrer”.

Jesus siger ikke, at ingen må gøre det. Han siger, at ingen kan gøre det.

Det gamle menneske, som Guds ord også kalder kødet, gør krav på nøjag­tigt det samme som Gud: Det vil eje dig helt. Vel ved det, at det må ske gennem en tilbage erobring gennem kortere eller længere tid, men det ændrer ikke kødets målsætning.
Spørgsmålet er: Hvem følger du: Gud eller det gamle menneske?

Hvem gør du oprør imod: Kødet eller Gud?

Hvem møder du med had: Synden, trodsen og ondskaben hos dig selv eller den Gud, der ikke vil som dit gamle menneske?

Himmel eller helvede?
Det er ikke et ligegyldigt spørgsmål. Spørgsmålet om frelse og fortabelse er forbundet med det.

Guds ord siger, at du skal dø, hvis du lever efter kødet.

Kødet protesterer: Det kan umuligt passe. Men lyt ikke til din værste fjende. Gør det heller ikke, når det foreslår en delvis løsning. Kødet står Ånden imod og Ånden står kødet imod, og kun én kan være Herre i dit liv.
Hvor er det tragisk med de mange, der begyndte vandringen mod løfteslan­det, men aldrig nåede frem. Lad dem være adva­rende eksempler i dit liv. Det må ikke gå dig, som det gik dem.

Lad hadet komme frem!
Skal du og jeg nå målet, er der noget, vi må hade. Det er vort eget liv. - Det er selvlivet, som kommer til udtryk hos os på talrige måder: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkel­se, troldom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.

Der er en nydelse forbun­det med synden. I synden oplever det gamle menne­ske sig som herre. Mød den med had - ja, had syn­den og det i dig, som elsker den. Synd gør det værste af alt. Den skiller fra Gud. Når du er skilt fra ham, da er alt tabt, og du selv er fortabt.

Evangeliemisbrug
Brug aldrig evangeliet som en salve, du smører over en kræftsvulst. Brug det som kniven: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med at et af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i helve­de.”

Lyt aldrig til det gamle menneske, når det prøver at få syndernes forladelse til at blive til syndernes til­ladelse i dit liv. Mød fristel­serne med ordet om, at de som hører Kristus Jesus til har korsfæstet kødet sam­men med dets lidenskaber og begæringer.
Tag ikke parti for det gamle menneske. Vær på Jesu side. Kæmp med ham mod kødet. Had det, Jesus hader. Had dit eget liv. Elsk Jesus og hæng ved ham.

Den kraft håbet giver
I slutningen af Romerbre­vets 7. kapitel møder vi det udbrud: ”Jeg elendige men­neske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” Det står på tærskelen til det budskab, som møder os i et af Bibelens allerrige­ste kapitler. Der er en sam­menhæng mellem at hade sit eget liv og at Kristi opstandelseskraft får gennemslagskraft hos et Guds barn.

Når du opgiver at vil­le forbedre det gamle men­neske og overgiver det til døden, kan du vende sind, hjerte og tanke mod Jesus og alt det, han er for dig. Da erstattes klagesang af jubel.
Hvad der end møder dig af modgang og træng­sel, kan du triumfere: I alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.

Der er intet, absolut intet, der kan skille dig fra Guds kærlighed til dig i Kristus Jesus. Du skal ikke være i tvivl. Gud står inde for sit ord med den allers­tørste forsikring i himmel og på jord: ”Han, som ikke sparede sig egen søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?”

Alt med ham. Det er grundtonen hos det Guds barn, som er frigjort fra alt sit eget, fordi døden hviler over dig. Det er et liv i levendegørelsen og sejr­stoget med Jesus. Det er et forunderligt liv, hvor evigheden er begyndt alle­rede hernede.

For dette er det evige liv, at de kender dig og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.