Er vi afgudsdyrkere?

Fra "Dagligt brød".
Andagt til 18. juni.
Af Carl Fr. Wisløff.



”Han (Ezekias) fjernede offerhøjene, knuste stenstøtterne og huggede Ashera-pælen om. Kobberslangen, som Moses havde lavet, slog han i stykker, for indtil da havde israelitterne tændt offerild for den. Den hed Nehushtan”. 2. kong. 18,4.

Ezekias var en af de gode konger i Juda. Her står der, at han var ivrig efter at fjerne alle minder om afgudsdyrkelse fra Israels folk. Alle slags afgudsbilleder blev revet ned og slået i stykker.
Det kan vi jo let forstå. Herren havde givet klare forbud mod at opstille billeder af afguder 2. Mos. 20,4.

Men Ezekias gjorde mere end dette. Han rev den kobberslange ned, som Moses havde lavet for længe siden, og ødelagde den. Men tænk, at han gjorde det!
Denne kobberslange havde Gud jo selv givet Moses besked om. Han skulle sætte den på en stang, og alle, som blev bidt af giftige slanger, skulle se hen til kobberslangen og forblive i live 4. Mos. 21,8.

Var det underligt, at de havde passet på denne kobberslange?
Nej, det var der ikke noget at sige til. Men Israels børn gjorde mere end som så. De begyndte med at tilbede kobberslangen og brænde røgelse for den.
Det var i virkeligheden afgudsdyrkelse. For at hindre denne alvorlige synd rev Ezekias kobberslangen ned og ødelagde den.

Vi kan lære en vigtig lektie af denne fortælling: Ingen må tage den plads, som Gud vil have alene. Ikke en gang det fineste og bedste, han har givet os, må tage den plads.
Og det gør vi vel i at huske.

For det skete nok af og til, at nogen blev mere optaget af kirkebygningen og dens udstyr end af ham, vi tilbeder i kirken. Det er nok også sket, at vore foreninger, vort organisationsapparat, vore ledere og vore autoriteter får en så stor plads i hjerte og sind, at der ikke bliver plads til Jesus selv.
Teologien, som betyder læren om Gud, kan blive en afgud, som får én til at glemme den levende Gud.


Men alt dette siger jo ikke andet, end at skabningen dyrkes frem for skaberen Rom. 1,25.
Måtte det aldrig ske for os, at noget som helst andet tog den plads, som Jesus skulle have i vore hjerter.