Hvornår kommer dommen?

Fra ”Dagligt brød”.
Andagt til 5. april.
Af Carl Fr. Wisløff.

”Men Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede Herren, at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet.” Læs 1. Mos 6,1-8.

Herren angrede, at han havde skabt menneskene, og derfor besluttede han at lade vandfloden komme over jorden. Kun Noah og hans familie fandt nåde for Guds øjne.

Hvad var grunden til, at Gud lod den hårde dom komme?
Luther har givet en fin forklaring. Grunden var, at ”Guds sønner” var begyndt at leve i de samme synder som verdens børn.
Læs de første vers i kapitel 6, så vil du se det.

Når Bibelen taler om ”gudssønnerne”, så er det Sets efterkommere, der tænkes på (1. Mos. 4,25). Sets børn og deres slægt var den gudfrygtige del af menneskene. I denne slægt finder vi Enok, som vandrede med Gud (1. Mos. 5,22 ff). De var Guds folk blandt verdens børn.

Men så begyndte Guds børn at leve, som de ugudelige lever. Letsindigheden vandt også indpas hos dem. De retfærdige, som havde levet i tro på Gud og i lydighed mod hans ord, begyndte nu at leve efter deres egne lyster, sådan som verdens børn lever. Dette var årsagen til, at dommen måtte komme.

Således har Luther og de øvrige gamle, troværdige bibeltolkere forklaret denne tekst. Og det er sikkert den rette forståelse af Ordet.

Det burde give os stof til eftertanke. For ser vi ikke det samme gentage sig i dag? Må vi ikke med sorg og skam bekende for Herren, at vi er smittet af verdslighed, vi, der bekender hans navn i dag?

Vi må prøve os selv for Guds ansigt. Verden er i den Ondes vold, siger Bibelen (1. Johs. 5,19). Derfor skal Guds børn ikke skikke sig lige med denne verdens børn og ikke lære af deres måde at leve på (1. Kor. 6,9 ff).

Men i vor tid må vi med forfærdelse se, at mange, som kalder sig kristne, begynder at leve, som verden lever, lige imod Guds ord. Og verdslighedens ånd vil trænge ind hos alle. Da må vi holde os nær til Jesus og klage vor nød for ham. Kære frelser, lær mig at leve i samfund med dig!