Fra ”Dagligt brød”.Andagt til 10. april.
Af Carl Fr. Wisløff.
- da blev vi stille og sagde: ”Herrens vilje ske!” Ap.G. 21,14.
Det er Paulus’ venner, der er tale om her. De ville så nødig, at apostelen skulle drage op til Jerusalem. Thi en profet havde forudsagt, at han ville blive arresteret og overgivet til hedningerne. Det kunne gælde hans liv.
Men apostelen lod sig ikke overtale, for han var klar over, at Herrens ville, at han skulle rejse til Jerusalem. Da blev de stille og sagde: ”Herrens vilje ske!”
Det sker ikke så sjældent, at vi føler trang til at protestere mod noget, der er ved at finde sted. Det kan angå os personligt f.eks. ved, at sygdom eller anden modgang melder sig. Eller det kan gælde en, vi holder af. Det er hårdt at se vore kære, slægt og venner, lide modgang og trængsler.
Da har vi lov at lægge sagen frem for Gud. Hvor godt, at det er sandt!
Men det hænder nok, at vi ikke nøjes med at gå bønnens vej. Der rejser sig en protestholdning inden i os. Vi ønsker ikke, nej, vi vil aldeles ikke, at dette onde skal ske.
Det er tungt at have det således. Den, som lever i indre protest mod det, livet fører med sig, kan komme ind i en åndelig krampetilstand. Al glæde bliver borte, al frimodighed forsvinder. Man er på vej til at gå i rette med Gud. Og det må vi ikke.
At leve i bøn om, at Gud vil gribe ind, er én ting, som vi har lov til.
Men ikke at være villig til at bære kors og modgang er noget helt andet.
Hvor er det godt at gøre som Paulus’ venner i det ord, vi læste. De blev omsider stille og sagde: ”Herrens vilje ske!”
Den, som får nåde til at lægge alt i Guds hånd, skal ikke kun slippe for at gå med krampe i sjælen, men han vil komme til at eje den fred, som overgår al forstand. Endog midt i al modgang må han eje den.
Det Gud vil, er altid det bedste.
