Leder fra 'Båndet',Nr. 2 – 2002.
Af Hans Erik Nissen.
Når Guds ord taler om synden, bruges ord, som de fleste prædikanter ikke vover at tage i deres mund.
Hvornår har du sidst hørt en synder beskrevet som et svin, der vælte sig i sølet?
Hvem taler i dag om dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær, om de hensynsløse og selvhævdende, om mennesker, der er som umælende dyr, der skal omkomme på samme måde somdyrene. De er vanærende skampletter, når de svælger i deres egne bedragerier.
Deres øjne er altid på kvindejagt og utrættelige, når det gælder om at synde.
De forfører ubefæstede sjæle, og deres hjerter er opøvet i griskhed – forbandede som de er.
Hvem er det, Bibelen tegner et billede af med sådanne ord?
Det er blandt andet talrige af de såkaldte toneangivende kulturpersonligheder.
De er syndens tjenere og profeter, de er djævelens børn, og de stiller sig til rådighed for ham og gør, hvad han lyster.
De lover frihed, men er selv slaver af fordærvelsen.
Dømmerne.
Vækkelsens børn fik mange navne. Et af dem var dømmerne.
Dette navn fik de, fordi de vovede at sige det samme om synden og syndere, som Guds ord siger. Det gjorde dem ikke til populister, men til sandhedsvidner.
Deres ord og liv dømte verden og nåede de ugudeliges samvittighed, fordi dommen dybest set ikke var deres, men Guds.
Men hvor var prisen høj!
Man så på dem som verdens udskud og fejeskarn.
Men de modstod fristelsen til at give efter.
De var hadet for navnets skyld.
Deres ord var som salt i åbne sår.
I dag er situationen en ganske anden. Guds folk er blevet om ikke anerkendt så dog stuerent.
De kristne er i langt højere grad verden lig, end tilfældet var med vækkelsesgenerationerne.
Saltet har mistet meget af sin kraft.
Er der noget, vi er bange for, er det at være det samme som Paulus.
Han var en duft af død til død for de vantro.
De fleste kristne tænker, at bliver vi det, så går det helet galt. Da vil verden nemlig slet ikke høre på os.
Det er muligt. Men der vil ske noget andet: Nogle vil blive klar over, at de er fortabte, og i angst for Guds hellige, fortærende ild og helvedes evige pine vil de begynde at søge frelse.
De andre – dig selv.
Mange vil ikke dømme, fordi de ikke er bedre selv.
Den holdning kan umiddelbart synes at være et udslag af fromhed, men den er det modsatte. Den er udtryk for et af Djævelens krumspring.
Ingen bliver frikendt, fordi man nægter at kalde tingene ved deres rette navn.
Synd er synd, hvad enten det drejer sig om andre eller dig selv.
Vil du ikke se synden i øjnene hos dit medmenneske, bliver du blind over for den hos dig selv.
Alvor.
Vi er ikke kaldet til at udstille andres synd og elendighed, vil du måske indvende.
Hvis du dermed mener, at vi ikke skal sige det om synden og synderen, som Bibelen siger, da har du uret.
Og dernæst: Det er slet ikke nødvendigt. Det gør de nemlig selv.
Mennesker fortæller om deres synd ligesom i Sodoma. De skjuler intet.
De sætter en ære i deres skam. Og de kan gøre det uden frygt.
Kristenheden som helhed er tavs.
Hvad gjorde Gud tidligere?
Han oprejste profeter, apostle og vidner, som var en plage for deres samtid.
Vi ved fra Åbenbaringsbogen, at han også vil gøre det i den sidste tid.
Det skal koste dem livet, og mennesker skal sende hinanden gaver i glæde over, at man endeligt har fået lukket munden på dem.
Sådanne vidner bliver hørt, selv om de taler i en afkrog. Deres ord er som sværd, der trænger ind til marv og ben.
Gennem deres ord oplever man en forsmag på dommens frygtelige dag, da Guds og Lammets vrede skal åbenbares.
Men det var ikke alle, der forhærdede sig. Nogle blev så rystede, at alt andet blev dem ligegyldigt mod det ene: at blive frelst.
Vort kald er at bede Gud gribe ind, og mens vi gør det, må vi selv vende om og tage Bibelens frygtelige ord i vor mund. Der går nemlig også en vej fra mund til hjerte.
Samtidig vil vi erfare, at der er en dyb sammenhæng mellem syndens og frelsens virkelighed.
Når synden bliver, hvad den er: stor, da bliver Guds nåde end mere overstrømmende rig.
Ægte syndenød og ægte frelsesfryd har begge rod i den sandhed, som gør fri.
