Fra ”Ved evangeliets kraft”,
Af Mikkel Vigilius.
Ingen bliver kristen ved en ydre beslutning om at ville være kristen og tro på Jesus.
Det er en god beslutning.
Men den i sig selv ændrer ikke ved hjertet.
Skal et menneske frelses, må der ske et under i hjertet ved Guds Ånds gerning.
Med lovens ord må Ånden knuse menneskets åndelige selvtillid og afsløre dets dybe synd og fortabthed.
Med evangeliets ord må Ånden vidne om og åbenbare Jesus som fortabte synderes ven og fuldkomne frelser.
Igennem dette evangelium virker Ånden den genfødende og frelsende tro i menneskets hjerte.
Ingen bliver frelst uden at have gjort erfaring af dette: at Guds ord både dræber og gør levende, fører ned i dødsriget og fører op derfra, gør fattig og gør rig, ydmyger og ophøjer! (1. Sam. 2,6).
Og den, som har gjort erfaring af dette, møder lovens radikale dom på en ganske anden måde end det naturlige menneske.
Også den genfødte kender til kødets indre modstand mod Guds radikale lov.
Men han ved samtidig og har erfaret, at netop ved den fuldstændige dom over mig selv og alt mit eget, bliver jeg løst fra mig selv, fra alt mit slid og slæb med min egen kristendom og fra alle lovens krav.
Netop ved den radikale lovforkyndelse bliver jeg drevet hen til det evangelium, der knytter mig til Jesus alene og giver mig alt i ham!
Og her er friheden, her er livet, freden og frelsesvisheden!
Her kan jeg leve for Gud i glæde og jubel og tak – altid!
”Jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud”
(Gal. 2,19).
--------------------------------------------
Med venlig tilladelse fra forfatteren.
Bogen er udgivet af Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening.
I kommission hos LogosMedia 2005.