Fra 'Båndet'Nr. 5 - 2001.
Af Hans Erik Nissen.
Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden!
Det er en bøn, som der er grund til at bede ikke mindst i en tid som vor, hvor dødens søvn breder sig mere og mere blandt Guds børn.
En ældre norsk bibelskolelærer sagde:
Det er mærkeligt: For år tilbage havde mange af vore elever åndelige vanskeligheder og problemer, men sådan er det ikke længere.
Nu er det manglende selvværd, vanskeligheder med at finde den rette livsledsager, det rette arbejde eller vanskeligheder med at falde til blandt de andre.
Hvad skyldes det?
Den bekræftende forkyndelse.
Tidligere blev der spurgt: Står alt vel til?
I dag lyder det: Der er ingen grund til bekymring. Det er ikke, hvad vi er eller har gjort, der tæller. Frelsen har Jesus klaret. Du skal ikke lægge noget til.
Det er sandt: Vi trænger til igen og igen at blive bekræftet i evangeliet.
Det er jo, hvad intet øje har set, intet øre har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte.
Det er også sandt, at det fuldbragte værk gælder hvert eneste menneske.
Men det betyder ikke, at hver eneste, som hører Guds ord, er frelst.
Det indebærer heller ikke, at enhver, som én gang er kommet til tro, stadig lever i den.
En sand og levende tro kan angribes af sygdom, som kan tage livet af den.
Derfor er det afgørende, at der sammen med en bekræftende forkyndelse også lyder en vækkende.
Den vækkende forkyndelse.
Ordet vækkelse forekommer ikke i Bibelen, men selve sagen gør det. Guds ord taler bestandig til vækkelse og selvprøvelse.
Både Det gamle Testamente og Det nye Testamente skildrer personer, som fik godt begyndt, men det endte tragisk.
Du kan ikke møde dem uden at rystes.
Når det kunne gå dem så ulykkeligt, hvordan kan det da ikke ende med mig?
Deres begyndelse, åndelige indsigt og trosfrimodighed kan du slet ikke stå mål med. Derfor må du spørge: Når de kuldsejlede på troslivets sejlads, hvor let kan jeg så ikke?
Bibelen rummer også rystende eksempler på selvbedrag.
Mennesker troede, at alt stod vel til.
De så ikke sandheden i øjnene, før det var for sent.
Og ikke mindst Jesus har rystende skildringer af, hvordan det kommer til at gå på dommens dag.
Da åbnes øjnene på mange.
Først da bliver det klart for dem, at de er fortabt – evigt fortabt.
Du kan ikke høre om dem uden at blive rystet. Var de bare tidligere kommet til erkendelse af sandheden. Da havde de haft mulighed og tid til at omvende sig. Men nu er det for sent, evigt for sent.
Du kan heller ikke læse om dem uden at måtte spørge dig selv: Skal det gå mig på samme måde?
Er jeg en af dem?
Fred, fred skønt der ikke er fred.
Den vækkende forkyndelse er langt på vej forstummet.
Det er blandt andet sket, fordi de sovende ikke ønsker at blive forstyrret.
Tænk på en så velfungerende mønstermenighed som de, vi møder i Efesus.
Jesus sender brev:
Omvend dig! Ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.
Jesu besked har virket som et lynnedslag. Den menighed, som før stod sammen, er blevet delt.
Nogle har sagt: Aldrig, alt står vel til.
Andre har bøjet sig i anger og bod og spurgt, om der endnu var plads hos Jesus for en synder, som meget var lykkedes for, men som havde mistet det egentlige: Den første kærlighed.
Klar mine øjne.
På dommens dag skal du ikke dømme dig selv. Det er der en anden, der skal.
Her i tiden er det derimod afgørende, at du vender dig mod dig selv. Guds ord siger nemlig:
Hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke fordømt sammen med verden.
Mange mener, at de skal nå himlen uden sandhedens ord.
Derfor læser de og hører de det sparsomt.
De tror, at hvis de vil til himlen, så kommer de det også.
Men sådan er det ikke:
Kæmp for at komme gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne.
