Jeg går i fare, hvor jeg går.


Salme af Hans Adolf Brorson.
Biskop i Ribe 1741-1764.




1. Jeg går i fare, hvor jeg går.
min sjæl skal altid tænke,
at Satan alle vegne står
i vejen med sin lænke;
hans skjulte helvedsbrand
mig let forvilde kan,
når ej jeg på min skanse står;
jeg går i fare, hvor jeg går.


2. Jeg går i trængsel, hvor jeg går,
mod synden skal jeg stride,
om Gud med tugtens ris mig slår,
det skal jeg tålig lide;
tit ingen vej jeg ser,
hvor jeg kan vandre mer,
når modgangs tåge om mig står;
jeg går i trængsel, hvor jeg går.


3. Jeg går til døden, hvor jeg går,
og ved mig aldrig sikker,
ej nogen dag og time, når
den har mig alt i strikker;
et lidet åndefang
kan ende al min gang,
så jeg i evigheden står,
jeg går til døden, hvor jeg går.


4. Jeg går med Jesus, hvor jeg går,
han har mig ved sin side,
i kamp og strid han med mig står,
forsøder al min kvide;
hvor han sit fodspor lod,
der sætter jeg min fod!
Trods al den del, mig ilde spår,
jeg går med Jesus, hvor jeg går.


5. Jeg går til Himlen, hvor jeg går,
frimodig da mit hjerte,
kun did, hvor du en ende får
på al din synd og smerte;
bort, verdens lyst og pragt,
til Himlen står min agt!
Al verdens eje jeg forsmår,
jeg går til Himlen, hvor jeg går.

Åndelige Sange og Salmer, Nr. 457.
Et vers udeladt.