Bibelsk Tro.Nr 2-1999.
Af Hans Erik Nissen.
Vi er ikke født med lydighed.
Det var Jesus heller ikke.
Han måtte lære det.
Det må vi også.
Det rystende er, at det læres gennem lidelse.
Vi har let ved at tro, at Guds kærlighed tvinger ham til at give os medgang, solskin og gode dage, men sådan er det ikke.
Gud ønsker, at vi skal formes og dannes i Hans Søns billede, og når det var nødvendigt for Jesus at skulle gennem lidelsens skole, da er det i endnu højere grad nødvendigt for os.
Lidelsen åbner vort øre.
Det oplevede Job.
Uden lidelse havde han aldrig kunnet høre det ord, som gennem lidelsen fik en betydning for ham, som det aldrig tidligere havde haft.
Flere gange har hårdt prøvede kristne fortalt mig, hvilke ord i Bibelen, der har båret dem igennem.
Da har det slået mig, at de hører de pågældende ord anderledes, end jeg gør.
Det hænger sammen med, at Gud har åbnet deres øre gennem lidelse.
Da er bestemte ord blevet bære-ord.
Ved Helligånden er de smeltet sammen med hjertets tro.
Vi har en Gud, som tager.
Igen og igen minder vi hinanden om det motsatte:
Han giver og giver og giver igen.
Ja, det er sandt:
Gud er den store giver.
Men nogle af hans børn oplever ham også som den store tager.
Disse børn lærer Gud å kende på en dybere måde, og de føres ind i en gudserkendelse, som det ikke er muligt at komme ind i uden gennem lidelsen.
Der er ingen genvej til dyb og sand åndelig erkendelse.
Verden er en jammerdal.
Gud har skapt verden uendelig skøn.
I perioder kan livet synes at være en dans på roser.
Det får os let til at glemme virkeligheden og sandheden.
Synden har nogle følger, hvis rækkevidde vi slet ikke kender.
Satan er denne verdens fyrste.
Hele skabningen sukker. Den lider under trældom.
Synden har afgrundsdybe følger.
Det har den også for skabningen.
Alt slides ned og er præget og mærket af forgængelighed.
Det gælder også os selv.
Hver eneste dag påvirkes vi af informationer, reklamer og drømme, som skal få os til at glemme den dødsproces, som foregår omkring os og i os.
Når lidelsen banker på vor dør, rives bindet fra vore øjne, så det bliver klart, at verden ligger i det onde.
At komme til den erkendelse er uhyre vigtigt.
Det hjælper os til ikke at elske verden og alt det, som er i den.
På trods af alt det gode, som kan siges om livet på jord, er det alligevel tomhed.
Hvad verden end kan byde dig, kan den ikke mætte din sjæl.
I alt det, verden giver, ligger døden et eller andet sted.
Det åbnes dine øjne for gennem lidelse.
Han kender lidelsen indefra.
I dine lidelser er det godt at gå til ham, der kender det hele indefra.
Du kan aldrig komme ud for lidelser, som Jesus ikke kender.
De lidelser, Jesus ikke selv gennemgik, lærte han at kende gennem tilregning.
Han er fristet og prøvet i alle ting.
Hvilken trøst ligger der ikke i at kunne udøse sit hjerte for ham, der umiddelbart forstår en.
Jesus er ikke udeltagende. Han er den, der i sandhed lider sammen med dig i langt dybere forstand, end en far og mor kan lide med deres barn.
Troen ved, at Jesus hjælper igennem ved selv at bære den tungeste del af det kors, han lægger på os.
Der er kraft i at fortælle Jesus det hele igen og igen og samtidig at takke ham, fordi det var vore lidelser, han bar.
Hvorfor skal vi bære dem, når de er båret af Jesus?
Du skal både bære og ikke bære.
Så længe du er på jord, lever du i denne verden, som er bestemt af syndefaldet.
Det kommer enhver til at mærke.
Med dit liv i verden lever du i troen, og i den er du løst fra både synd, lidelse og død.
Derfor gør Guds ord sejren levende for dit hjerte midt i lidelsen.
Du er på en gang i lidelsen og udenfor den.
Du er i verden og i Jesus.
Det er dit liv i Gud, som er dit egentlige liv.
Der mere end sejrer du over alt det, som piner og plager på jord
Lidelse og himmellængsel.
Så længe alt går godt, er himlen fjern.
Men det bliver anderledes, når lidelsen banker på døren.
Da leder Gud os ind i de troserfaringer, som er blevet hans hellige til del gennem alle tider:
Når mit øje,
træt af møje,
vådt og mørkt af tåreregn,
ser med længsel
fra sit fængsel
op mod blide Salems egn,
o, hvor svinder da min ve
bare ved derop at se!
Er det sværmeri?
Nej, det var dyrekøbt erfaring i Brorsons liv.
Med lidelsen kom tårerne og med tårerne længselen.
Da rettes troens øje mod hjemmet, hvor der ikke mere skal være alt det, som er hernede: sorg, skrig og pine.
Når troens øje rettes mod himlen, bliver lidelsen til noget andet, end den ellers ville have været.
Det er Guds hensigt med den.
Han vil ikke, at den skal føre ind i fortvivelsen, men ind i troen, som er forankret i den himmelske verden.
Han vil, at vi midt i vore lidelser skal se det lam, som bar vore sygdomme og tog vore smerter på sig.
Da finder vi lægedom ved hans sår.
----------------
Tilrettet til dansk af Lis J.
