Uddrag fra bogen:”Ved evangeliets kraft”
Af Mikkel Vigilius.
(Fra side 183 midt på til side 186 øverst.)
Det naturlige menneske kan og vil ikke omvende sig, og kan og vil ikke tro på Jesus.
Jo, i det ydre kan det omvende sig—og være villig til det.
Det kan have lyst til at være en kristen.
Det kan bekende troen, slutte sig til en kristen menighed og blive anerkendt af andre som en kristen.
Men dette ændrer ikke ved hjertet.
Det er fortsat ugudeligt og vantro.
Hjertets ugudelighed og vantro ytrer sig først og sidst i selvretfærdighed.
Det naturlige hjerte er ’indkroget i sig selv’.
Det vedbliver at tro på, at det skal frelses ved noget hos sig selv—at det skal opbygge sin egen retfærdighed.
Derfor er det lidenskabeligt optaget af at forsvare sig selv mod Guds radikale anklage og dom.
Forsvaret mod og afvisningen af Guds anklage og dom kan sagtens finde sted og leve videre under en kristelig fernis af ydre omvendelse med syndsbekendelse, tro på Guds nåde og tjeneste for ham.
Farisæerne bekendte også deres synd, glædede sig over Guds nåde og søgte med hele deres liv at tjene ham.
Og så roste de sig over, at de netop herved hævede sig over andre mennesker.
Den kødelige religiøsitet søger hele tiden at finde det gode i sig selv.
De bruger alle dele af sit religiøse liv som byggesten, der tilsammen skal opbygge en god retfærdighed.
Syndsbekendelse, tro og tjeneste—alt dette indgår som stene i det selvretfærdige bygningsværk.
Og jo bedre det går med bygningsværket, jo mere glæder den naturligt religiøse sig.
Han sammenligner sig med andre, og ser, at han lykkes.
Og så er han tryg.
”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker!”(Lk.18.11.)
Det er den naturlige religiøses bøn.
Den er bedt ud af et vantro og fortabt hjerte. Et hjerte, der krampagtigt og vedholdende arbejder på at finde en frelsesgrund i sig selv!
Derfor reagerer den naturlige religiøsitet som på et elektrisk stød, når Gud kommer med sin radikale lov og dom, der afslører synd og ugudelighed bag al ydre godhed og fromhed, nedbryder al menneskets egen retfærdighed og slår alle egne frelsesgrunde væk under det.
Dette kan den naturlige religiøsitet ikke bære!
For den har ingen frelsesgrund uden for sig selv!
Det uomvendte og vantro hjerte møder Guds radikale dom med vrede, modstand og afvisning.
Den naturligt religiøse kan godt klare at høre mild forkyndelse af Guds lov, fordi den ikke rokker ved billedet af, at den naturligt religiøse har ydet noget godt og rummer en kerne af godhed.
Men den radikale lov, som afslører synd i alt, fælder dødsdommen over al selvretfærdighed og fastslår, at alle mennesker uden forskel har syndet og mangler herligheden fra Gud—den kan ikke godtages.
For hvad er der så tilbage at tro på og regne med?
”Gud, vær mig synder nådig!”(Lk.18.13).
Det er den genfødtes bøn.
Den er bedt af et menneske, der har taget Guds radikale dom ind over sig og har set, at han må frelses ved noget uden for ham selv—ved Guds nåde alene.
I mødet med Guds radikale dom deles vandene mellem religiøse og genfødte, fortabte og frelste, Jesus tilhængere og hans sande disciple.
Det skete allerede på Jesu egen tid.
I Johannes-evangeliet kapitel 8 hører vi i vers 30, at mange jøder kom til tro på Jesus.
Det skete ved hans forkyndelse om, at han kom fra Faderen og talte på hans vegne.
Men umiddelbart herefter vender Jesus sig mod sine nye tilhængere og lader dem forstå, at de er åndeligt ufrie.
Og ikke nok med det: de har Djævelen til far og er villige til at gøre hans vilje; de er ude af stand til at høre Jesu ord og kan ikke tage imod dem, fordi de ikke er af Gud!
Jesus understreger, at deres forhold til Gud afhænger af én ting: deres tro på ham som deres frelser og deres Gud.
”Da tog de sten op for at kaste dem på ham” (Joh.8.59).
Både her og i andre lignende situationer mister Jesus en stor del af sine tilhængere ved sin skarpe forkyndelse af loven.
Men han bliver ikke desto mindre ved med at forkynde loven i dens fulde radikalitet.
For han ved, at herved og kun herved kan de uomvendte og naturligt religiøse tilhængere føres til sand omvendelse og tro.
Ingen bliver kristen ved en ydre beslutning om at ville være kristen og tro på Jesus.
Det er en god beslutning.
Men den i sig selv ændrer ikke ved hjertet.
Skal et menneske frelses, må der ske et under i hjertet ved Guds Ånds gerning.
Med lovens ord må Ånden knuse menneskets åndelige selvtillid og afsløre dets dybe fortabthed.
Med evangeliets ord må Ånden vidne om og åbenbare Jesus som fortabte synderes ven og fuldkomne frelser.
Igennem dette evangelium virker Ånden den genfødende og frelsende tro i menneskets hjerte.
Ingen bliver frelst uden at have gjort erfaring af dette: at Guds ord både dræber og gør levende, fører ned i dødsriget og fører op derfra, gør fattig og gør rig, ydmyger og ophøjer!(1. Sam.2.6).
Og den, som har gjort erfaring af dette, møder lovens radikale dom på en ganske anden måde end det naturlige menneske.
Også den genfødte kender til kødets indre modstand mod Guds radikale lov.
Men han ved samtidig og har erfaret, at netop ved den fuldstændige dom over mig selv og alt mit eget, bliver jeg løst fra mig selv, fra alt mit slid og slæb med min egen kristendom og fra alle lovens krav.
Netop ved den radikale lovforkyndelse bliver jeg drevet hen til det evangelium, der knytter mig til Jesus alene og giver mig alt i ham!
Og her er friheden, her er livet, freden og frelsesvisheden!
Her kan jeg leve for Gud i glæde og jubel og tak--altid!
”Jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud” (Gal.2.19).
------------------
Gengivet med tilladelse fra forfatteren.
------------------
Bogen er udgivet på:
Luthersk Missionsforenings
Bibelskoles Elevforening.
I kommission hos:
LogosMedia 2005.
