Fra “Levende forkyndelse eller tomme ord?”
Af Dag Risdal.
(Side 86-89).
Om Jeremias:
I hellig iver holdt han sin store tale i templet (Jer. 15.7-9), hvor han mindede om forskellen på sand og falsk kristendom med disse ord:
“Stol ikke på den løgnetale: her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!” (7.4).
Som det klare sandhedsvidne, han var, gjorde han op med de falske profeter:
” Thi dumme er hyrderne, Herren søger de ikke, duer derfor til intet, og hele deres hjord er spredt” (10.2).
Men til sidst kom der en reaktion hos Jeremias efter at have frembåret det stærke budskab gennem længere tid.
En af grundene til det var, at budskabet fra Herren gennem Jeremias ikke vandt genklang hos lederne og folket i Jerusalem. De afviste budskabet og ville ikke høre.
Profeten spørger:
“For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå?
Se, de har uomskårne ører, kan ej lytte til; se, Herrens ord er til spot og huer dem ikke“ (6.10).
Jeremias klager med dyb smerte:
”Men dersom I ikke hører, da græder min sjæl i løn for hovmodets skyld, den fælder så bitre tårer, mit øje rinder med gråd, thi Herrens hjord føres bort”(13.17).
Som tidligere nævnt, stod Jeremias i en dobbelt kamp. Der var Guds kamp med Jeremias og folkets kamp med ham.
Der kom et tidspunkt i hans liv, hvor han ikke længere orkede at stå i denne dobbelte kamp.
Så måtte Herren gribe ind.
Det er det, vi hører om i Jer. 15.15-21.
Der var kommet noget “uædelt” ind i hans liv, som ikke tålte Guds ords lys.
Jeremias blev fyldt af bitterhed i sit sind, af mismod, utålmodighed og mangel på tro, og det havde en brod mod Gud selv.
“Vid at for din skyld bærer jeg hån”. (v.15).
Grunden til, at Jeremias blev hånet, var Gud selv.
Dermed havde profeten indirekte en anklage mod Gud.
Gud havde givet sine løfter og sine domstrusler til folket i Juda.
Men Gud er tålmodig, han vil ikke, at nogen skal gå fortabt (2.Pet.3.9).
Gud ventede med at sende den straf over folket, som han havde bebudet igennem Jeremias’ forkyndelse.
Det trak ud med, at Guds dom blev virkelighed.
Men det, at Gud tøvede, gjorde situationen værre for Jeremias. Folket hånede og spottede ham mere og mere.
I den krise, som profeten derved kom ind i, fandt han trøst i Guds ord.
“Men mig blev dit ord til fryd og til hjertens glæde” (v.16).
.............................
I det lange løb blev det anstrengende for Jeremias at stå i “ild-linien”, altid med et budskab fra Herren, som var så totalt forskelligt fra det, de religiøse ledere og falske profeter forkyndte om Gud og Guds rige.
Tidsånden er altid fuld af verdslig tankegang.
Det blev et slid for profeten, altid at være på “kollisionskurs” med folkemængden.
Måske glemte Jeremias, at denne modstand var han blevet forberedt på af Herren(1.18).
Det kan være, Jeremias tænkte:
”Hvis jeg bare giver lidt efter og tager mere hensyn til det, folket vil have, så vil de måske høre."
Det ser ud som om, Jeremias til en vis grad har givet efter for presset fra tidsånden.
Dermed var han ikke længere det klare sandhedsvidne, som han havde været før.
I sin forkyndelse blev han mere mærket af tidens smag end af Herrens ord.
Det blev en stor fare i hans liv.
Jeremias’ profetkald stod på spil.
Jeremias måtte vende om, hvis han stadig skulle være Herrens profet.
Han måtte vende om i sin forkyndelse og skille det ædle ud fra det uædle.
Han skulle forkynde Guds klare ord, både om synd og nåde, om Guds dom og frelse.
“Når øksen er sløv og dens æg ej hvæsses, må kraft lægges i; men den dygtiges fortrin er visdom” (Præd.10.10).
Jeremias havde ikke noget valg.
Enten måtte han bøje sig for Guds vilje, eller også blev han bare et “ekko” af tidens tanker.
Ud fra det, som følger, kan vi se, at Jeremias bøjede sig under Guds ord (v.20-21). Derfor fornyer Herren det løfte, han gav profeten under hans kaldsoplevelse (1.18).
Jeremias’ problem er aktuelt for os i dag.
Det koster noget for den, som vil stå i SANDHEDEN--i Ordet--i sin forkyndelse.
Forkynderen står i fare for at vokse bort fra det gamle budskab om synd og nåde.
I dag er der mange, som spørger:
Er der ikke andre sider i kristendommen, som er vigtige, f.eks. samfundsproblemer, etiske spørgsmål, forholdet mellem rige og fattige, en ny verdensorden o.s.v.?
En forkynder føler sig fristet til at give efter for dette krav—at tage disse emner op, fordi de er aktuelle i tiden!
I vores tid er der megen sammenblanding af det ægte og det falske.
Djævelen prøver at få det falske til at ligne det ægte, uden at det er det.
Jo mere en forkyndelse ligner den ægte uden at være det, des farligere er den.
Det afgørende kendetegn på det ægte er ikke, om personer eller bevægelser er så og så “åndelige” menneskeligt vurderet, for det med “åndelighed” er sjælefjenden helt med på, hvis han kan opnå noget med det.
Men det, den onde ikke kan være med på, det er SANDHEDEN.
“Der er ikke sandhed i ham....han er løgner, ja, løgnens fader” (Joh.8.44).
Al efterligning af sandheden, eller blanding af sandhed og løgn, er virkelig farligt.
Ser vi denne fare?
I et sangvers står der
“Se mørkets hære samles, mod korset øves vold,
I mange kristnes hjerte bli'r kærligheden kold.
Og lys og mørke blandes i kristenhedens navn,
Og syndens gerning øves i menighedens favn”.
Ordets sandhed vil støde sammen med tidsånden og moderne tanker.
En sand kristen går altid imod strømmen.
En Ordets forkynder vil betone noget andet end det, der er på mode for tiden.
Det bedste værn mod falsk forkyndelse og lære er at kende HAM, som er “vejen, sandheden og livet” (Joh.14.6).
-------------------------------------------------------
Bogen er udgivet af
Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening.
I kommission hos:
Dansk Luthersk Forlag,
Hillerød 1989.
