Sardes-menigheden.

Fra "Levende fokyndelse eller tomme ord",
Af Dag Risdal.
Side 144-146.


Denne menighed bliver nu stillet over for et afgørende valg. Hvis den hører sandheden og bøjer sig for den og vender tilbage til det oprindelige udgangspunkt, vil det føre til omvendelse og nyt liv. Omvendelsen kommer som en frugt af at gå tilbage til Ordet om Jesus.

Herom siger Øivind Andersen:
”Men netop at se, høre og tage imod ordet om Jesus resulterer i omvendelse. Vi skal ikke omvende vort hjerte, men det, vi har lært, hørt og taget vare på, det omvender vort hjerte.”

Men det alvorlige er, at hvis menigheden i Sardes ikke vil bøje sig for sandheden, mister den evnen til at kende sandheden.

”Se, sådan handler Gud! Den, som ikke vil høre hans røst, skal komme til at høre fire hundrede falske røster” (Rosenius).

Der var alligevel et lyspunkt i Sardes, som gjorde, at åndssituationen ikke var helt fortvivlet: ”Dog har du i Sardes nogle få, som ikke har besmittet deres klæder; de skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil” (3,4).

Der var en lille rest af levende kristne i Sardes. Hvad kendetegner denne rest? Det er evnen til at høre den gode hyrdes røst (Joh. 10,27). De er ved et vågent liv under Guds ords oplysning blevet bevaret fra den verdsliggørelse, der har gjort menigheden som helhed beskidt i Herrens øjne.

Bortset fra disse få er det store flertal i menigheden ikke længere kristne, selv om de bekender sig som kristne og bliver anset for at være det. Typisk for denne menighed er, at den ikke har tid eller trang til at høre, hvad Ånden taler til menighederne (v.6).

Udviklingen i Sardes-menigheden har gentaget sig i kirkens historie: Kristen aktivitet blev opretholdt, så det gav indtryk af åndeligt liv, men indenfor tog søvnen og døden overhånd, fordi de ikke længere bøjede sig under Ordet, som i den første kristentid (Lars Eritsland).

Det er et særdeles alvorligt budskab, denne menighed får af Jesus, ”Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død” (3,1).

Et spørgsmål melder sig: Fik budskabet lov at slå ned i samvittigheden? Eller hastede man videre i sine gerninger uden Åndens lys og vejledning fra Ordet til troen?

Hvad med vores egen åndssituation i Norden i dag? Vi ser på de store forsamlinger. Indenfor disse er der nogle, der bekender Jesu navn, og som har det rette forhold til Gud, og nogle, som ikke lever i samfund med Herren.

Spørgsmålet er til syvende og sidst: Hvad er sand kristendom? Religiøsitet er ikke det sammen som kristendom. Der findes religiøse mennesker, som ofte ligner de sande, levende, ægte Guds børn så meget, at ingen her i tiden kan skelne dem fra hinanden, og Jesus kalder dem endda grene på sig selv. (Rosenius).

I dag er der mange, som ”bekender” Jesu navn, men de kan ikke være sammen med de troende i missionshuset. Så mødes liv og død. Den ældre flok af venner bliver hjemløse.

Er du frelst? Ved du, hvad genfødelse er? Jesus måtte sige det til den religiøse Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (Joh. 3,3).

I dag er der mange med i Guds riges arbejde, men ikke alle ved, hvad det vil sige at være frelst eller genfødt eller at have liv i Gud.

Måske er det heller ikke alle hyrder og ledere, der ved det. Der står et ord i Det gamle Testamente, som kan kaste lys over dette: ”Da kom der en ny konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef” (2. Mos. 1,8).

Der var ganske vist nogle få i Sardes, som ikke havde besmittet deres klæder. Men disse få følte sig ”hjemløse” blandt den store mængde af de andre.

Det er som om, vi hører et ekko fra mængden: ”Få de få sande troende i Sardes væk, de er en klods om benet, de er hele tiden i vejen, de prikker til vores samvittighed. De må ryddes af vejen!”

Én ting er sikkert. De få sande troende i Sardes vil blive endnu færre, hvis der ikke kommer en sand og dybtborende vækkelse. Den anden gruppe vil vokse og bevidst skubbe de få ud på sidelinien. Det ser vi en antydning af i dag. Der er trange kår for dem, som vil forhindre, at de gamle stier bliver overgroet igen.

”Når de gamle er væk, skal vi overtage det.” Sådan tænker en hel del unge i dag uden at sige det højt. En anden kristendom kan snart overtage al mission. Man giver efter for tidsånden og mister lys og salt.

Derfor vil åndskampen tilspidses mere og mere mellem den store ”blok” og den lille ”rest”. Dog, den sidste tid skal forkortes ”for de udvalgtes skyld” (Matt. 24,22). Men samtidig er det kun de få, der egentlig har det godt med Herren.

”Men for al den ting, jeg vidste
kan jeg ej min Jesus miste”.


De få i Sardes har Gud som rådgiver. For dem er Gud Underets Gud. Gud har sat ”en åbnet dør” foran de få og de små og de hjælpeløse (Åb. 3,8).

”Det er et særligt tegn på troskab, når nogle få bliver stående, mens de fleste falder fra. Der skal megen nåde til for at blive stående trofast i frafaldstider, når former, hykleri, og åndelig død griber om sig, og når sand kristendom slet ikke er i kurs. Så er det trangt at være kristen. Men Herren ser det og skønner på det” (Erik Osnes.)
-------------------------------------------------------------------------------
Bogen er udgivet af:
Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening.
I kommission hos: Dansk Luthersk Forlag, Hillerød 1989.