Fra "Mellem liv og død"Af Hans Erik Nissen.
Klippet fra:
Shafan.dk
Bøn og bibellæsning er af allerstørste betydning i det åndelige liv.
Der er ikke nogen tvivl om, at mange har sultet sig selv ihjel.
De glemte at tage næring til sig. Langsomt blev den åndelige verden mere og mere fjern.
Der er kristne, som denne sandhed fører ind i noget ulykkeligt.
Et regelmæssigt andagtsliv bliver en ny lov i deres liv, og de bedømmer i stadig højere grad deres åndelige tilstand udfra, hvordan det går dem med bøn og bibellæsning.
I perioder, hvor det går godt, er de glade og frimodige, og i tider, hvor det ikke lykkes, fyldes de af mismod.
Andre har det på tilsvarende måde, når det drejer sig om at vidne om Jesus.
Vi er kaldede til at være vidner om Guds store gerninger gennem Jesus.
Forstummer vidnesbyrdet, svækkes vi indadtil, og verden og dens ånd får langt lettere tag i os. Og hvordan skal andre kunne komme til tro, hvis der ikke er nogen, der låner røst til Herrens ord?
En satanisk forførelse.
Alligevel er det en frygtelig afvej at få sit gudsforhold gjort afhængig af, hvordan dette eller hint lykkes for mig.
Mange har slidt sig til døde.
Gang på gang er de kommet til samme resultat:
Det lykkes ganske enkelt ikke for mig at leve som en kristen.
Jeg læser ikke nok.
Jeg beder ikke nok.
Jeg vidner ikke nok.
Når evangeliet lyder, siger man til sig selv:
Hvor er det et rigt budskab.
Nu må jeg gøre et nyt forsøg.
Endnu engang må jeg prøve.
Måske kan det lykkes denne gang.
Man vover ikke at give sig det glædelige budskab i vold.
I underbevidstheden ligger det hele tiden: først må din bøn og bibellæsning være i orden.
Det fremstår som det største og egentlige problem.
Det mærkelige er, at der kan være synder af både den ene og anden art i livet, men det skænker man ikke mange tanker.
Hovmod, misundelse og mangel på kærlighed og ulydighed mod Gud og mennesker bekendes ikke for Herren.
Man er koncentreret om sit andagtsliv.
Det er ikke nogen ny situation.
Farisæerne var i den grad optaget af deres åndelige liv og de opgaver og pligter, der var forbundet med det, at de forsømte det, som havde større betydning.
En uhyre vigtig sag.
Der er sagt mange alvorlige og sande ord om bøn, bibellæsning og vidnetjeneste.
Og sådanne ord skal siges.
Vi må gentage dem for hinanden.
Men samtidig skal det først og fremmest understreges, at det hverken er bøn, bibellæsning eller villigheden til at lade sig bruge af Herren, der frelser et menneske.
Det er ikke det, vi gør for Gud, det kommer an på.
Heller ikke det, vi gør for os selv.
Nej, det er alene det, som Gud har gjort for os gennem Jesus.
Jeg er overbevist om, at mange med slidte Bibler og orden i deres bønsliv vil gå evigt fortabt.
Ja, der er mennesker, der har ført andre til Jesus, der selv skal blive lukket ude fra himlen.
Det, andre mener om os, kan blive en snare.
Det kan dysse os i søvn, så ordene til Sardes-menigheden passer på os: Du har ord for at leve, men er dog død.
På den anden side er der elendige, der aldrig blev tilfredse med deres bøn, bibellæsning og vidnetjeneste, som skal følge med ind i bryllupssalen.
De er kendt af Jesus, og de må i egen hjælpeløshed komme til ham.
De har ikke karakter til at gøre alt det, man gerne skulle gøre som kristen.
På den anden side har de ikke slået sig til ro.
Nej, deres hjerte er et råb til Herren om nåde og barmhjertighed.
Hele livet har Herren måttet rejse dem på ny.
Bestandigt har de måttet trænge sig ind på ham, der er Frelser for dem, som så meget mislykkes for.
Glædes du?
Alt for manges glæde er afhængig af, om kristenlivet lykkes eller ej.
Derfor er antallet af glædesløse kristne uhyggelig stort.
Den ene kristne efter den anden må indrømme, at det åndelige liv ikke leves sådan, som det skulle have været levet.
Følelsen af egen mislykket kristendom gør kristenlivet tungt og mørkt.
Ja, kan man have en eneste glad time?
Vil det ikke være sådan, at enten er det galt på det ene område, eller også er det på det andet?
Hvor er du lykkelig, når Herren har lært dig at tage afstand fra alt, hvad du gør eller ikke gør. Du må regne det for skarn.
Og så må du fryde og glæde dig over, at Jesus er Frelser for dem med det mislykkede kristenliv. Midt i alle nederlag møder han dig ikke først og fremmest med ny kraft.
Nej, han møder dig med nåde.
Det er nåden, du skal holde fast ved.
Det er ikke forvandlingen af dit væsen.
Din gamle natur slipper du ikke.
Det er sandt, at den skal ikke bestemme og råde, og det er lige så sandt, at den følger dig og sætter sit præg på dig, så længe du vandrer på jord.
Din frelse skyldes, at Gud uforskyldt af nåde tilregner dig en andens liv og fortjeneste.
Hos Jesus er der et hav af nåde.
Alt, hvad du mangler hos dig selv, kan du finde hos ham.
Og du kan vel at mærke finde det som dit!
Det er derfor, at den mest mislykkede kristen er den mest lykkelige.
Jo mere du i troen lever i den rigdom og fylde, du ejer hos Jesus, desto mere lykkelig priser du dig over Jesus.
Hos ham finder du alt det fuldkomment, som du kun kan finde ufuldkomment hos dig selv. Derfor ejer du en evig glæde!
(Fra "Mellem liv & død" af Hans Erik Nissen -Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1998).
Klippet fra:
Shafan.dk/artikler
