Artikel klippet fra
'Budskabet',
Nr.2, marts 2007,
Af Hans Erik Nissen.
Nogle af de vidnesbyrd, eleverne på Luthersk Missionsforenings Højskole aflagde, har gjort så stærkt et indtryk på mig, at jeg stadig husker dem.
Her er et af dem – men først lidt om baggrunden: Eleverne skulle hjem på forlænget weekend. I den forbindelse mindede jeg dem om det fjerde bud: "Ær din far og mor." Jeg understregede, at der ikke er tale om Guds forslag, men om hans absolutte vilje. Der er knyttet en velsignelse til overholdelse af dette bud, og den går vi glip af ved at overtræde det.
Da eleverne vendte tilbage efter weekenden, havde en pige frimodighed til at fortælle os andre, hvad hun havde oplevet. Guds bud havde ramt hende, fordi hun havde et spændt forhold til sine forældre. Uden at komme nærmere ind på, hvori det bestod, lod hun os ikke være i tvivl om, at hun selv havde en del af skylden.
Hendes far hentede hende på stationen. Straks hun så ham, vældede de aggressive følelser op i hende, men så huskede hun det fjerde bud, og det lykkedes hende at beherske sig. Når hun var hjemme hos sine forældre, var det normalt hendes første tanke at besøge vennerne; men budet fik hende til at overveje, om hun måske også skulle være lidt sammen med sine forældre. Det valgte hun.
De ville også gerne høre lidt om, hvordan hun havde det på højskolen. Hun gav også uopfordret sin mor en hjælpende hånd. Da hun satte sig i toget mod Hillerød, kunne hun se tilbage på en god weekend.
Men det var alligevel ikke hele sandheden. På trods af det vellykkede besøg var alt ikke fryd og gammen. Hun var kommet ind i lyset, og derinde havde hun set lidt af det, der boede i hende. Hun måtte sande Jesu ord om, at der udgår onde tanker fra hjertet. Hun havde godt nok holdt det for sig selv. Alligevel følte hun sig anklaget og dømt. Hun måtte gå til Jesus med sit urene hjerte. Han havde mødt hende med det blod, der rensede hende for al synd, og hun havde erfaret, at følgen af renselsen var frelsesfryd!
At handle efter Guds bud.
Når jeg ikke har kunnet glemme dette vidnesbyrd, er det fordi det afslører det afgørende i forhold til Guds bud.
Pigen kendte udmærket det fjerde bud, men det forhindrede hende ikke i gennem længere tid at have levet i et syndigt forhold til sine forældre. Havde hun ikke mødt budet som GUDS bud, var weekenden efter al sandsynlighed gået, som den plejede med småkonflikter og halvdårlig stemning. Nu gik det anderledes. Hvorfor? Hun havde taget det fjerde bud til hjerte og handlede efter det.
Bibelen rummer talrige bud og formaninger. Gud vil, at de skal stå der. Gud har en dobbelt hensigt med dem. Han vil vise os vor synd, og han vil velsigne os. Gud ved bedre end nogen af os, at livet bliver på én måde, når vi indretter vort liv i lydighed mod hans bud og på en ganske anden måde, når vi ikke gør det.
Jeg har flere gange boet i et hjem, hvor der hver morgen bliver bedt: "Gode Gud, hjælp os at holde dine bud". En sådan bøn er udtryk for sand luthersk kristendom. Den er helt på linie med, hvad Luther skriver som afslutning på sin gennemgang af budene i Den lille Katekismus: "Gud truer med at straffe alle dem, som overtræder disse bud. Derfor skal vi frygte for hans vrede og ikke handle mod dem. Men han lover alle, som holder disse bud, nåde og alt godt. Derfor skal vi også elske ham og stole på ham og gerne gøre efter hans bud."
Lovløsheden og den kolde kærlighed.
Det er de kristne, Jesus tænker på, når han siger: Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. De vantro har ingen kærlighed til Jesus, hans bud og vilje. De har ikke den kærlighed, som Jesus taler om. Derfor kan den ikke blive kold. Det kan den derimod blandt de frelste. Det sker, når de ikke lader Gud bestemme, hvordan de skal leve deres liv.
I Jesu samtale med farisæeren Simon fører han os ind i den dybe sammenhæng, der er mellem at få meget tilgivet og at elske. Den som kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt. Og vi kan fortsætte: Den, der ikke får noget tilgivet, elsker ikke.
Er det omgivelserne eller egne lyster, der bestemmer, hvordan en kristen indretter sig og lever, vil det i begyndelsen resultere i dårlig samvittighed. Vælger man da at blive i synden, bliver samvittigheden mere og mere tavs, og til sidst kan man ikke høre den. Man synder med god samvittighed. Det fører så igen til, at der ikke længere er synd, der skal bekendes for Gud. Man kan stadig tale om tilgivelse, men det er på det teoretiske plan. Og det indebærer endelig, at man ikke erfarer nådens forløsende kraft, der føder frelsesjubel.
Man er på vej til at blive levende død.
Kærlighed til Gud.
Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud. Det er hverdagskristendom. Det er så nærliggende at flytte kristendom ind i et særligt religiøst rum, hvor f. eks. kristelige aktivitet bliver en erstatning for at holde Guds bud.
Jesus siger den sidste aften, han er sammen med sine disciple: "Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig". At holde Jesu bud åbner mine øjne for synden i mit liv. Hver gang det sker, må jeg ind i kærlighedens centrum. Jeg må til korset - ind under forsoningsnåden.
Budene er ikke tunge.
Det koster kamp at sige nej til synden. Vores gamle natur elsker den og hænger ved den. Men vi er ikke overladt til os selv. Gud har givet os en rustning. Den må vi iføre os, så vi ved Ånden kan døde legemets gerninger. Hvilket sværd er Ordet ikke? Og troens skjold! Med det kan vi slukke alle den ondes brændende pile!
Og i virkelighedens lys er budene ikke tunge. Han man gennem årtier kunnet følge nogle, der har holdt Guds bud og andre, der ikke har gjort det, er forskellen indlysende. I begyndelsen er det, som om man kan synde, uden at det får følger, men en dag vokser synden op, og da føder den død.
Det modsatte gør sig gældende for dem, der holder Guds bud. I begyndelsen ser det langt fra altid ud, som om det skulle være særligt velsignet. Men i det lange løb åbenbares det.
Og så er det altafgørende endnu ikke nævnt. Det er det, Luther udtrykker med ordene: "Gud lover alle dem, som holder disse bud, nåde og alt godt. Derfor skal vi også elske ham og glad og gerne leve efter hans bud".
Frigjort fra loven.
Måske tænker du: Men er jeg ikke som et Guds barn frigjort fra loven? Siger evangeliet ikke, at Jesus blev dømt for mine gerninger, og at jeg aldrig skal dømmes for dem? Er Jesus ikke lovens ende, så retfærdighed gives enhver, som tror? Er det ikke sandt, når Skriften siger: Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus?
Der skal svares et ubetinget og fuldtonende ja til disse spørgsmål. Men du skal holde budene. Det vil Gud. Det er også sådan, at Gud kun kan åbenbare frigørelsen fra loven for den, som holder Guds bud. Lever du, som du selv vil, har du frigjort dig selv fra loven, og det fører til lovløshed. Da er du døv over for frihedens evangelium. Du har ikke brug for det, fordi du selv har gjort dig fri. Derfor bliver du hurtigt træt af at høre om korset, forsoningen og blodet. Det er et overstået kapitel. Du ser ikke, at den, der har frigjort sig selv, er mere bundet end nogen anden. Han er en syndetræl.
Paulus siger om sig selv, at han engang levede uden lov. Det var mens han var farisæer. Det er bemærkelsesværdigt. Man skulle umiddelbart synes, at om nogen var optaget af loven, måtte det være farisæerne med deres 613 udlægninger af, hvad den indebar. Men loven er åndelig. Da det gik op for Paulus, fik han med lovens hellige Gud at gøre. Det fik rystende konsekvenser. Han beskriver dem med ordene: Jeg døde. Gud åbenbarede hans øjne for, at selv det bedste hos ham var besmittet af synd, og så gik han konkurs med alt sit eget. Det gør vi også, når Gud lader sin hellige lovs lys afsløre fordærvelsens afgrund i os.
Samtidig kunne Gud nå ind til Paulus' hjerte med evangeliet. Jesus var gået ind under alle lovens krav i hans sted. I ham var de opfyldt. Med Jesus ejede Paulus den fuldkomne lovopfyldelse Troen fandt hvile på en sikker grund.
Hans breve til menighederne har et dobbelt sigte:
Først: De troende må ikke lade friheden fra loven blive et påskud for kødet. Gør de det, skal de dø. I stedet skal de leve efter de talrige formaninger, som fylder ca. en tredjedel af brevene.
Dernæst: De troende må for alt i verden ikke slippe loven ind i hjertet! Gør de det, mister de frelsesglæden, ja, endnu værre: Jesus vil ikke gavne dem noget.
Jesus skal have lov at fylde hele dit hjerte, så der ikke er plads til et eneste bud derinde! Her ligger grunden til din dybe og varige fred. Han er din fred. Det betyder, at det alene er ham, som står inde for den. Freden afhænger ikke af, om det lykkes eller mislykkes for dig. Det samme gælder glæden. I det ydre veksler det mellem mod og mismod, men ikke i hjertet. Derinde er Jesus, og han fylder det hele. Alle dine kilder er i ham. Meget kan gå dig imod, og det gør dig bedrøvet. Men bedrøvelsen kan ikke røve glæden.
"Jeg vil løbe dine buds vej, for du giver mit hjerte at ånde frit". (Sl. 119,32).
