Fra "Kristus vor retfærdighed"Andagt til dag 19.
Av C.O. Rosenius.
”Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.” Luk. 15,20.
Enestående, guddommelige tilgivelse! Kunne den fortabte søns far ikke med god grund have sagt: Gå din vej, din uværdige knægt! Du har Ødslet din arv bort og mistet din barneret!
Men nej! Ikke med et eneste ord bebrejder han sønnen, hvad han har gjort. Ej heller forlanger han den ringeste godtgørelse, men lader ham straks iføre den fineste festdragt, giver ham ring på fingeren og sko på fødderne, og arrangerer en glædesfest i anled¬ning af hans hjemkomst.
Sådan har Jesus selv beskrevet den guddomme¬lige tilgivelse. Det var ikke det, at sønnen kom hjem, der stemte hans fars hjerte til forsonlighed over for ham. Nej, hans fars hjerte var uforandret, fuldt af tilgivende kærlighed, også under sønnens fravær, trods hans grove forsyndelser. Det hele var allerede forinden tilstrækkeligt sonet. Men sønnen, der gik sin vej, havde ingen nytte deraf, før han igen vendte hjem.
Dette siger os, at Gud er forligt - også med gudsforagterne, de vantro og uomvendte. Jesus har på én dag taget også deres synder bort. Også til dem er der skaffet nåde og forladelse til veje. Og den fineste festdragt, Kristi retfærdigheds skinnende hvide dragt, har allerede længe ligget klar også til dem og venter blot på at blive taget i brug.
