Fra Husandagtsbogen.Af Carl Olav Rosenius.
Andagt til 25. marts.
Lad jer ikke drive omkring af de mange forskellige og fremmede lærdomme. For det er nødvendigt at hjertet bliver grundfæstet i nåden. Heb. 13:9.
Denne formaning er meget vigtig og nødvendig! Vi er ikke ukendt med hvad Satan har som mål. Men han ved meget godt at han hverken kan røre eller skade os så længe Kristus er dyrebar og vigtig for os, er vort et og alt. Han ved på den anden side lige så godt at vi heller ikke har noget som helst at hjælpe os med, hvis vi har mistet Kristus.
Kristus er den eneste som har magt til at "gøre djævelens gerninger til intet." Han er den som har sejret over døden og helvede. Bare jeg kan holde mig til Kristus og det rene sunde Ord, så kan der rådes bod på alt. Ja, også når alt ikke går så rigtig og ret til med mit liv, som det burde, så kan alt da alligevel rettes op igen.
Men kan den gamle slange få ført os væk fra Kristus og et sandt kendskab til ham, da har han vundet. Da har han os våbenløse og hjælpeløse i sin hånd. Derfor vil vi altid få at se at al djævelens stræb, magt og list, går ud på at føre os bort fra Kristus, og holde noget andet op foran vore øjne.
Det kan gerne være den største hellighed og gode gerninger han forsøger sig med. Bare han kan hindre at vort hjertes enfoldige troens hunger og tillid er rettet mod Kristus alene.
Derfor siger den store apostel også: "Jeg frygter for at sådan som slangen forførte Eva med sin list, sådan vil deres tanker også blive fordærvet og drevet bort fra den enfoldige troskab mod Kristus" (svensk: væk fra enfoldigheden i Kristus). Faren er altså ikke langt borte fra nogen af os.
Udover denne uafladelige offensiv fra djævelen, ligger der også i al menneskenatur en forfærdelig utaknemlighed og glemsomhed når det gælder alle Guds velgerninger og den nød han mangen en gang løste os ud fra. I tillæg bærer vi også alle på et umætteligt nyhedsbegær. Vi bliver meget hurtigt mæt af det vi har, og ønsker os noget nyt. Vi elsker afveksling. Så er Kristus og hans evangelium desværre også galskab og forargelse for al fornuft.
Lad os derfor passe godt på at vi altid er på den rette vej, at vi har det rette sind! At det som er størst i himmelen og for Gud, også er størst for os! Men for Gud er der ikke noget stort og betydningsfuldt, undtaget Sønnen, ofret for os! Så må det samme også være det eneste store og dyrebare for os. Har vi noget som smager os bedre, er dette ikke noget godt tegn. Da må vi påkalde Gud, bede ham tilgive, og give os den rette smag og det rette sind.
Så må vi også være opmærksomme på, at der ikke findes nogen så forfærdelig synd på jorden, ikke noget som i den grad vækker Guds vrede, som utaknemligheden og foragten for hans store velgerninger. Og nu er der ikke nogen Guds velgerning der er større end den at han gav os sin egen Søn, og det evige liv i ham. Mens vi i al evighed bare havde fortjent den rette løn for de synder vi har pådraget os.
Derfor; "hvordan skulle vi da kunne undslippe, om vi foragter så stor en frelse?" Og særligt hvis vi en gang har fået Guds herlighed i Kristi evangelium at se, ved troen er blevet et Guds barn, og fået at smage hvor god Herren er. Da ville det jo være en forfærdelig utaknemlighed hvis vi opførte os som om denne nåde og evangeliet ikke betød noget særlig, ikke smagte os særlig godt. Det er dette Jesus kalder for at have "forladt sin første kærlighed."
Paulus skriver om den første kærlighed blandt galaterne, den gang de satte evangeliet så højt at de tog imod ham som forkyndte det "som en Guds engel", ja, "til og med som Kristus." Han føjer til: "Hvad er der blevet af den velsignelse I havde den gang? For det vidner jeg om jer, at hvis det var muligt, havde I revet jeres egne øjne ud og givet dem til mig."
Så højt satte de evangeliet den gang! Men senere var de blevet bedraget, så de ikke var lydige mod sandheden, men "ville blive retfærdiggjort ved loven." Da kalder han dette for at de korsfæster Kristus på ny. Han siger de har mistet Kristus, og er faldet ud af nåden.
Er det ikke forfærdeligt at sådanne ting kan ske, - eller, sådan som Kristus selv klart udtrykker det, at vi "har forladt den første kærlighed"? Og dette sker samtidig med at man alligevel hele tiden fortsætter med at arbejde og lide for Kristi store sag, er på vagt mod falske ånder og har et skarpt blik som kan skille disse ud! Der er bare sket en stille indre udvikling, sådan at man dør bort fra det rette daglige omvendelsens og troens liv. For det er dette Kristi tankevækkende ord taler om i Åb. 2:2-5.
Til sidst skal vi også lægge mærke til dette: Hvis Kristus altid skal være dyrebar og uundværlig for os, vort hjertes et og alt, og den nye sang aldrig blive for gammel eller for lang for os, er det nødvendigt, at vi ikke bare bliver bevaret i den rette lære, men også i det rette sind og liv. At vi lever i en daglig omvendelse ind for Gud, i en vågen samvittigheds erkendelse af synden. Og daglig har et behov for at vide om man har syndernes forladelse, nåde og venskab med Gud.
Da vil Kristus blive mere og mere dyrebar og uundværlig for os. Da vil evangeliets ord også blive smagfuldt og kært, og blive et dagligt behov for os. Da vil vi gerne høre, læse og tale om Kristus.
