Er dit hjerte koldt?

Fra ”Ved kilden”
Andagt til 31. januar.
Af Øivind Andersen.

”Men hans hjerte blev koldt, thi han, troede dem ikke.” 1 Mos 45,26.
Jakob havde en knugende sorg. Han havde mistet sin søn Josef. Men en dag kom hans sønner og fortalte, at Josef var i live, og at han var blevet herre i Egyptens land.

Det var det mest glædelige budskab, Jakob kunne tænke sig! Alligevel var og blev hans hjerte koldt, for han troede det ikke. Mange ærlige og kæmpende sjæle har det på samme måde over for ordet om Jesus og det, han har gjort for dem.

Guds ord fortæller os, at Jesus har købt os fri fra alle vore synder. Jesus har taget den dom, der hviler over os, bort ved, at den blev udført på ham i stedet for på os. Rom. 8,3.

Evangeliet råber til alle, der tager imod det: Du er fri! Guds Søn har gjort dig fri!

Men mange, som faktisk har taget deres tilflugt til Jesus, oplever alligevel ikke nogen glæde og frelsesvished. De stoler ikke på evangeliet. De går i stedet og venter på oplevelsen, som Helligånden skal frembringe i deres hjerte. Og de tænker: Hvis jeg bare kan opleve frelsen, vil jeg ikke tvivle på, at jeg er et Guds barn!

De forstår ikke, at de på den måde sætter sagen på hovedet. Når man er sulten, må man spise. Det ville ikke falde nogen ind at sige: Jeg er alt for sulten til at spise noget nu. Men netop sådan gør mange, når det gælder deres åndelige liv. Jesus siger, at vi vil opleve at blive frigjort ved at tro ham på hans ord. Men vi vender det om og vil have oplevelsen først og troen bagefter.

Du skal ikke gå og vente på at opleve frigørelse, men takke Jesus, fordi han allerede har gjort dig fri på Golgatas kors.