Fra ”Kristus vor retfærdighed”Andagt til dag 8.
Af Carl Olav Rosenius.
”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.” 3. Mos 19,2.
Loven er Guds hellige vilje, udtrykt i menneskelige ord og for menneskelig bevidsthed. Lige så absolut som Guds hellighed er, lige så absolutte er derfor også Guds krav. Det er loven, der siger dig, både hvad Gud vil, og hvad han ikke vil. Og det er en given sag, at denne Guds vilje ikke holder op med at kræve forøget retfærdighed af dig, før du er blevet lige så hellig som Gud selv. Den, der virkelig har fået syn for lovens hellighed, vil derfor ikke gøre sig håb om at blive fuldkommen efter loven.
Nej, siger du, fuldkommen som Gud bliver man selvfølgelig aldrig - men man skal da gøre så meget, man kan!
Nej, det er netop det, du ikke skal! Du skal gøre det alt sammen! Og gør du ikke det, er du fordømt! "Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i hævd og følger dem." - Det er lovens egne ord.
Men Gud er jo nådig, siger du. Han vil for Kristi skyld tilgive, hvis vi på et eller andet punkt kommer til kort.
Nådig? - nej! Ikke mod dem, der endnu har noget, de skylder loven at opfylde. En helt anden sag er det med dem, som ved troen har modtaget Kristi retfærdighed. De har intet, overhovedet intet, de skylder loven. De har nemlig i Kristus netop den retfærdighed, som loven kræver.
