Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen".
Af Peder Mikkelsen.
Alle mennesker står i gæld til Gud, også du og jeg. Vi star i en gæld til Gud, som er så stor, at vore tanker slet ikke kan rumme det. Denne gæld må betales. Den kan ikke bare streges over.
Da Jesus fortæller lignelsen om "den gældbundne tjener", har han noget på hjerte angående denne gæld og vores forhold til den.
Vi skal møde den gældbundne tjener, der hvor han står foran sin herre, og er blevet konfronteret med hele sin gæld - en gæld så svimlende, at han ikke har nogen mulighed for at betale. Og det vil aldrig blive muligt for ham at betale denne gæld. Sådan er virkeligheden.
Det er interessant at lægge mærke til, hvordan "den gældbundne tjener" reagerer over for ham, som han skylder denne svimlende formue.
Han siger: "Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen." Da jeg læste det, tænkte jeg: "Hvad går der dog af dig mand, har du skyklapper på? Er det slet ikke gået op for dig, hvad du skylder?" Det, der sker, er, at denne tjener afslører sig selv helt ind i hjertet. Han afslører en "skal nok klare mig selv" -holdning - her viser han, hvor uærlig han er over for sin gæld, og hvor urealistisk han er, når han vurderer sin gæld. Han bilder sig selv ind, at han kan betale det, som er umuligt at betale.
Det afgørende i denne lignelse er ikke det, at han ikke kunne tilgive sin medtjener. Det væsentligste er sætningen, og det hjerte som ligger bag: "Hav tålmodighed med mig. Så vil jeg betale dig det alt sammen". Her ligger roden gemt til det, at han ikke kunne tilgive sin medtjener den lille gæld, som han stod i.
Hav tålmodighed med mig - giv mig lidt tid, så vil jeg betale dig alt, hvad jeg skylder. Det var alt, hvad han havde at sige, da han blev præsenteret for en ubetalelig gæld. Selv om han fik hele gælden eftergivet, så levede han alligevel i håbet om at betale sin gæld selv. Eftergivelsen nåede ikke ind og forløste hans hjerte. Tilgivelsen blev bare et pusterum for ham, hvori hans selvhjulpne hjerte ville forsøge at få gælden bragt i orden. Det var ikke nåden og glæden over den, som levede i hans hjerte og sind. Det ser vi på den måde, han behandler sin medtjener på.
Da han ikke kunne tilgive sin medtjener og krævede ham straffet, indtil han kunne betale, blev han selv overladt til bødlerne. Var det straffen for ikke at forbarme sig over sin medtjener? Tilsyneladende. Men jeg er overbevist om, at årsagen skal findes et andet sted. Tilgivelsen, og glæden over dén, var ikke det, som fyldte ham og levede i hans sind. Tilgivelsen havde slet ikke fået lov til at nå ind og 1øfte byrden af hjertet. Han var stadig optaget af håbet om at blive løst fra sin gæld ved at betale selv. Engang ude i fremtiden skulle det nok lykkes for ham. At han selv blev straffet var faktisk, fordi han aldrig fik sluppet håbet om at betale gælden selv, og derfor mistede han eftergivelsen. Nåden blev aldrig hans hjertes ejendom. Straffen, han gav sin medtjener, viste dette.
Mange "kristne" har det som denne tjener. De har hørt, at de er frifundet, men i samvittigheden lever der stadig et håb om at betale af på gælden til Gud. Du, som kalder dig kristen, håber du på det, som er helt ufortjent? Eller er dit håb vendt mod lidt bedring ude i fremtiden? Lever du i håb om, at med tiden skal du nok blive sådan, at nåden er for dig - om lidt bliver det nok bedre med dig? Ja min ven, så trænger du til at få blikket vendt bort fra dig selv, og det, du håber på at blive engang. Løft troens blik til Jesus og alt det, han har gjort for at betale din gæld. Lad ikke nåden glide fra dig, mens livet går med at betale småmønter af på den gæld, som er ubetalelig. Se bort fra dig selv, og vend sindet mod Jesus, som har betalt alt for dig. Lad nåden få lov til at gælde fuldt ud, så den ikke falder fra dig.
