Andagt tidligere bragt i "Ung og kristen".
Af Peder Mikkelsen.
”Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” Matt 7,13-14.
”Gå ind ad den snævre port”, siger Jesus. Betyder det, at det er snævert og trangt at komme ind gennem døren til Guds rige og blive frelst? Nej, døren til Guds rige er ikke trang og smal. Døren ind til Guds rige er Jesus selv. ”Jeg er døren”, siger han. Der er ikke trangt hos Jesus. Det er ikke trangt at komme ind i Guds rige på den måde.
Men det er trangt for din natur, at der ikke er nogen adgang til Guds rige gennem dit eget arbejde med at blive værdig til frelsen. Hvis du forsøger at blive en kristen uden at miste troen på dig selv som frelsesvej, så er indgangen til Guds rige for smal en port for dig. Du vil aldrig komme længere ad den vej end til at sidde fast i porten. Igennem kommer kun du, som har sluppet din egen hårdnakkede tro på at frelse dig selv. Den vej er din natur imod. Derfor kalder Jesus den for en snæver port.
Er du en kristen, er det også en smal vej for din natur, at der ikke er plads til, at synden udfolder sig frit på vejen, som fører til himlen.
Er du en kristen, så lever du dit liv i en viljeskonflikt mellem din syndige naturs vilje til at udfolde sig og din nye guddommelige naturs had til synden. Her er ingen automatik. Her kan du ikke undgå, at dit liv på en eller anden måde bliver et ”ja” og et ”nej”. Enten bliver det et ”ja” til at følge Jesus på den smalle vej og derved et ”nej” til, at selvlivet udfolder sig frit i synden – eller også bliver det et ”ja” til, at selvlivet kan udfolde sig frit i synden på den brede og rummelige vej. Dit liv bliver derved et ”nej” til at følge Jesus.
Som kristen står du overfor valget mellem at følge Guds ord eller gå den vej, der passer bedst for menneskenaturen. Det, at vende sig fra det, som de fleste gør, og så lytte til Guds ord for at lade sig lede af det, er upopulært blandt mennesker, og det er din natur imod. Derfor er det at lytte til Guds ord og følge det en trang og smal vej for dig. Og Jesus siger, at der er få, som finder den.
Det, at der er få, som finder den, kommer af, at ”de mange” ikke søger i Guds ord. De har ikke vænnet sig til at følge Guds ord, men har vænnet sig til at leve sådan, som de fleste gør. Sådan som de ud fra egne meninger antager, at en kristen kan leve. Og når spørgsmålet er, hvad der er synd og uret, hvad der kan gå an, og hvad der ikke kan gå an, så tænker de på, hvor langt de kan gå, og alligevel være kristne. De tænker på, hvad andre mener, hvad folk synes, og de går ikke gennem den snævre port.
For de spørger nemlig ikke Guds ord for at følge det. Derved har de valgt den smalle port fra. Nej, når vejen efter Guds ord bliver for snæver for den syndige natur, så tilpasser de porten og vejen efter, hvordan de mener, det kan gå an at leve som kristen. Og så lever de godt der.
En port og en vej, der er bred nok til at rumme selvlivet og synden, er en vej, som ikke fører til himlen. Dem, der går på sådan en vej, ender der, hvor vejen ender – i fortabelsen.