Fra ”Dagligt brød”.
Andagt til 30. januar.
Af Carl Fr. Wisløff.
”Thi om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis. Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus.”
Kristenlivet er ikke idyl, men kamp. Den enkelte kristne har kamp mod fristelser og farer. Og den kristne menighed må altid være rede til at kæmpe for troen og vinde mennesker for Gud.
Vi møder mange slags modstand undervejs. Derfor gælder det om at have de rette våben. Det er dette, Paulus taler om her. Vore våben er ikke verdslige, siger han. Verdsligt vil sige det, der svarer til vort kød og den menneskelige natur, som vi er født med. Den er ikke indstillet påGuds tanker og Guds vilje.
”Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det.” (Rom.8,7).
Det kan ikke lade sig gøre at kæmpe for Herrens sag med våben, som mennesker kan udtænke. Sådanne våben vil altid være præget af tankegangen hos dem, som har lavet dem.
Desværre har den kristne kirke ikke altid været så opmærksom på det, som den burde. Heller ikke i dag skorter det på tanker, virkemidler og trækplastre med stor effektivitet. Hvad er det, folk er interesseret i, spørger man. Jo, de vil have noget, der er afvekslende, interessant, og som tilfredsstiller vort behov for det ekstraordinære. Og så sættes møder og arrangementer op efter verdslige retningslinier.
Måske virker det godt en tid – der kommer mennesker. Men kan Guds Ånd bruge alt dette? Er mødeoplægget egnet til at lede mennesker til syndserkendelse, omvendelse og tro på Jesus? Hvis ikke, har det ikke noget at gøre i Guds menighed.
Vore stridsvåben er mægtige for Gud, sige apostelen. Hvilke stridsvåben? Det er Guds ord, sandhedens ord, som kan trænge ind i menneskers samvittighed og gøre dem modtagelige for evangeliet. Desuden er der bønnen og de nådemidler, som Guds folk samles om.
Lad os føre strid ”med Åndens sværd, som er Guds ord”