Det er fuldbragt (7).

Fra bogen "Det er fuldbragt".
Af Hans Erik Nissen.

Jeremias fortæller sit folk, at de er vildfarne får, der strejfer om på bjerg og høj. Grunden til det er, at de har glemt deres hvileplads.

Hvilepladsen er den vigtigste plads i dit liv. Mister du den, bliver du som et skib, der drives hid og did uden ror og anker. Og ikke nok med det. Vender du ikke stadig tilbage til hvileplad­sen, forsvinder frelsesglæden, og dit kristenliv skifter karakter. Din tankegang bliver lovisk. Barnesind forvandles til trællesind. Det bliver hårdt at være en kristen.

Hvilepladsen er Golgata. Der hænger Jesus på det midterste kors. Det er ham, alt drejer sig om - for Gud og for dig. Han er Guds offerlam. Han er dit offerlam.

På denne plads er der ikke noget, der skiller mellem dig og Gud. Der er dit regnskab gjort op - ikke af dig, men af din stedfortræder. Her er intet krav, ingen fordring, intet bud. Alt er fuldbragt. Her føres du ind i den hvile, som in­tet andet kan give dig.

Pa Golgata er Gud og Jesus ét i det fuldbrag­te. Her hviler den treenige Gud i den fuldkomne frelse. Hvilen er himmelsk, og den er allerede din i troen. Snart skal du også se ham ansigt til ansigt. Så er du i havn. Da lever og ånder du i al evighed i den guddommelige hvile.
--------------------
Udg: LogosMedia
År: 2009