Kampene i Det gamle Testamente som et forbillede i den åndelige strid.

Fra 'Dagligt brød'.
Andagt til 8. november.
Af Carl Fr. Wisløff.


Men en Guds mand kom til ham og sagde: »Israels hær må ikke følge dig, konge, thi Herren er ikke med Israel –« Amazja spurgte den Guds mand: »Hvad så med de 100 sølvtalenter, jeg gav de israelitiske krigsfolk?« Og den Guds mand svarede: »Herren kan give dig langt mere end det!« 2. Krøn. 25,7ff.

Bibelen viser os gang på gang, at Gud kan give velsignelse og fremgang, selv om hans flok er lille.

Det er ikke bibelsk at forsøge sig med så gode og mange for-bindelser som muligt i åndelige sager. Får man nogen med, som Herren ikke vil kendes ved, da udebliver velsignelsen. Men Gud kan gøre det sådan, at den flok, der er trofast mod hans ord, kan blive velsignet, selv om de er få.

Det ser vi i teksten, som vi læste. Efter Salomos død blev Juda rige delt i to. Nordriget kaldtes Israel og den sydlige del Juda. Nu havde Juda en gud­frygtig konge. Men for at være sikker på at få sejr i striden, lejede han krigere fra Israel.

Da kom den Guds mand og advarede ham: Gør det ikke. Gå hel­lere alene. At være alene sammen med Gud er at være stærk.

Det kan koste meget at gøre dette. Amazja havde betalt mange penge til lejesoldaterne. Hvad ville han få til gengæld, hvis han bare lod dem drage hjem, hvor de kom fra? Bryd dig ikke om det, sagde den Guds mand til ham. Herren skal nok holde dig skadesløs.
Og sådan gik det. Det kan vi læse i Bibelen.

De kristne har altid set på kampene i Det gamle Testamente som et forbillede på den åndelige strid, de måtte stå i. Det har de gjort med fuld ret; for apostelen Paulus siger, at alt, hvad der forhen er skrevet - nemlig i Det gamle Testamente - er jo skrevet, for at vi kan lære deraf (Rom. 15,4).

Vi vil gerne have mange med os i kampen for Herrens sag. Men det drejer sig ikke om at blive mange for enhver pris. Lad os være varsomme, så vi ikke indvikler os i falske alliancer. Det største og første er at være trofast mod Guds ord. »Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget,« siger Jesus (Luk. 12,32).