Fra Båndet,Nr. 5 - 2002.
Af Hans Erik Nissen.
I bibeloversættelsen fra 1992 er udtryk-ket: "dødsskyggens dal" forsvundet fra Salme 23 og erstattet af ordene: "skumle kløfter". Det er en mere ordret oversættelse, så det kan man ikke bebrejde oversætterne.
Tidligere oversættere kunne have gjort det samme, men valgte: dødsskyggens dal, som dækkede, hvad de forstod ved de skumle kløfter, den enkelte af os skal igennem til sidst.
Hvor har de ord været til hjælp og trøst for mange!
God til at dø.
Som ung præst fik jeg lov at følge en gammel troskæmpe et stykke af vejen ind i dødsskyggens dal.
Han var født og opvokset blandt de stærke jyder i Østjylland og var kommet til levende tro. Senere var han flyttet til København, hvor han arbejdede som murer.
Da jeg kom til Emdrup sogn, var han svag og sengeliggende. Han lå og ventede på døden, som tøvede med at komme.
I ventetiden måtte han have rejsekost. Den kom jeg med. Nadveren kunne han ikke undvære. Han bestemte, hvad der skulle synges og foretrak Kingo, som han kunne udenad.
Under opbydelse af al sin kraft sang han. Det var en gribende oplevelse, som har ætset sig ind i sindet.
Selv var han klar over, at dødens skygger hvilede over ham.
Han var også fortrolig med de anklager og selvbebrejdelser, som ofte kommer til sidst.
Alligevel mente han, at han var god til at dø. Den formulering havde jeg aldrig mødt før, men han brugte den. Det var en gammel læge fra hans hjemegn, der havde sagt, at de stærke jyder ikke var gode til at leve, men de var gode til at dø. Han var en af dem. Lovens dom ydmyger og anklager, men han kendte lægemidlet: Blodet.
Ingen mulighed for flugt.
Tidsånden kender døden som underholdning, men lukker øjnene for den virkelige død - min og din død. Det har utvivlsomt altid været en trang til at flygte, men den skal man ikke give efter for. Døden er en fjende, som man ikke skal vende ryggen. Da angribes man bagfra uden mulighed for forsvar.
Kommer Jesus ikke igen inden vor legemlige død, skal vi alle gennem dødsskyggens dal. Den kan være kort, længere eller meget lang.
Da gælder det: Vi må være gode til at dø. Det er ingen af os i os selv. Men er du Guds ven i livet, da er du det også i døden, som Rosenius trøstede sig med, da timen var kommet for ham. Og den trøst var ikke falsk. Din frelser går med. Han giver dig hverken kæppen eller staven. Han kæmper og værner sit barn.
Porten til livet.
Døden har to sider for de hellige.
Den er nedbrydning og afklædning.
Men den er også fyldt af Kristi kraft og nærvær. Ja, den er et møde med Herren selv som opstandelsen og livet. I døden skal du finde dig selv indesluttet i hans opstandelse. Den har du del i. I egentlig forstand kan du derfor ikke dø. Du er jo allerede gået over fra døden til livet.
Gud lægger ord i munden.
I forbindelse med vandringen i dødsskyggens dal lægger Salme 23 dig ordene i munden: Jeg frygter ej ondt.
Umiddelbart kan det synes at være for store og stærke ord. Hvem kender ikke frygt og angst for døden?
Da er det godt at tænke på, at det ikke er mine ord. Vel er det mig, der siger dem, men det er en andens ord. Gud lader mig sige dem.
At tage Guds ord i sin mund og til sit hjerte giver dig en erfaring af Jesu ord som ånd og liv. Da bliver det, Gud siger, ord, der trodser hvad jeg føler, oplever og synes. Det skaber sin egen virkelighed i mit hjerte.
Hvis du siger: Jeg vil ikke sige ordene "Jeg frygter ej ondt," før jeg føler, at der er dækning for dem i mit sind, kan det meget vel gå sådan, at de aldrig bliver dine. Du må forstå, at Guds ord er troens ord.
Det betyder, at du dristigt skal vove dig ud på dem. Du må sige: Fordi Gud har sagt det, så er det sådan. Også Herrens udsagn om mig er sande.
Dybest inde bag al frygt og angst, er der ingen frygt: Herren er hos dig. Hans kæp og stav er din trøst.
---------------
Læs også notatet:
Oversettelse av Salme 23 - og Ordet ”dødsskyggens dal”.
---------------
