Fra Båndet,Nr. 7 - 2002.
Af Hans Erik Nissen.
Jesus var omgivet af talrige, som stod med et ben i hver lejr.
De var nær Jesus, de anerkendte og beundrede ham, de ville til himlen, og i nogle tilfælde virkede åndelige kræfter gennem dem.
Alligevel var der noget, som var rystende galt. De var kommet ind i fårefolden ikke ved at gå gennem døren - men ved at stige over andetsteds.
Jesus taler tit til dem. Han gør det af kærlighed og fordi han vil frelse dem. Alligevel forlader de fleste ham. De finder hans tale hård og uudholdelig.
Hvorfor reagerer de så stærkt?
De kan ikke klare Jesu domsforkyndelse. Det er ikke noget nyt. I Det gamle Testamente møder vi det igen og igen. De falske profeter, der kun forkyndte kærlighedens Gud, ville man gerne høre, men domsprofeterne tog man afstand fra. Det er ikke for ingenting, at folk så en ny Jeremias i Jesus.
Hvor er vredens Gud?
Man sagde om Grundtvig, at han på sine gamle dage kun kunne tale om Guds kærlighed. Det er ikke alene Grundtvigs problem. Langt ind i vækkelsesbevægelsernes rækker gør det samme sig gældende. De har nemlig skiftet karakter. Vækkelsestonen er blevet afsvækket. Megen forkyndelse er blevet bekræftelsesforkyndelse. Den når ikke rigtigt ind under huden. Det er de andre, det bliver galt med. Det er dem, der skal frelses - ikke os, for vi er det!
I megen forkyndelse møder man kun halvdelen af Bibelens Gud. Bibelen skildrer Gud som vredens Gud. Han straffer rystende hårdt og i et omfang, der ikke er til at bære. Netop fordi hans dom er forfærdelig, og en synder segner under byrden af Guds slag, vækkes frelsesspørgsmålet: Er der et fristed fra Guds vrede?
Møder vi ikke denne Gud, ryddes grunden ikke. Kristendommen bliver en lap på en gammel klædning. Den bliver et tillæg til noget, vi mangler: trøst, hjælp, mening. Det var præcist det, Jesus oplevede: Man havde brug for alt fra ham undtagen et: Frelse fra Guds vrede.
For at skabe rum for den førte Jesus sine tilhørere ind i fortabelsen - sådan oplevede de det. De tænkte ikke på, at det, Jesus gjorde, var at afsløre deres sande stilling.
De fleste ville ikke bøje sig for Jesu ord om, at de var syndens trælle, havde Djævelen til far og var villige til at gøre det, der lystede ham. Derfor blev det et farvel til Jesus.
Er alt blevet så meget anderledes?
Guds folk har til tider stået i fare for at fortie Bibelens budskab om Guds vrede. Det er et ord, som skaber dyb modvilje hos ikke-kristne. For vor naturlige tankegang er det et budskab, som i mange tilfælde kan hindre mennesker i at blive kristne.
Vore tanker er rigtige så langt, at hvis det drejer sig om at skabe velvilje og sympati overfor kristendommen, da skal man ikke tale om Guds vrede.
Samtidig må vi spørge, om vi er klogere end mesteren?
Jesus har aldrig kaldet os til at gøre kristendommen acceptabel i verdens øjne.
Det kan nemlig kun ske ved en afsvækning af sandheden om Guds vrede.
Når den forties, gøres mennesker kristeligt-religiøse, uden at frelsesspørgsmålet rejses.
Der tænkes som så: Jeg har behov for hjælp, støtte,vejledning og trøst, men det giver ingen mening at skulle frelses fra Guds vrede, når Gud er kærlighed.
Sympati-kristendommen er en vaccine mod sand omvendelse, genfødelse og et liv i efterfølgelse af Jesus.
Vejen må ryddes.
Det er ikke loven, der frelser. Men der er ikke frelse uden den. Gud kan ikke komme til med sin frelse, hvor der ikke er noget behov for frelse.
Det kunne han ikke, da han vandrede på jord, og det kan han ikke i dag.
Der er ingen genvej til frelse uden om anger, omvendelse og tro.
Det føres vi ikke ind i hverken gennem egne eller andres tanker, men alene i mødet med Guds vrede.
Det er ikke vreden, der frelser, men vredens Gud er selv gennembryderen, der åbner vej for nådens rigdom og fylde.
