Fra bogen "Ved evangeliets kraft". Af Mikkel Vigilius.
(Side 191-193)
Det er værd at bemærke, hvad det er, Jesus kalder sine disciple til, da han ser ud over folkeskarerne, der er vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde.
”Da sagde han til sine disciple: ’Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst’”. Matt. 9,37-38.
Jesu første ord er ikke: gå! Det ville ellers have været forståeligt. Han ser denne store mængde af fortabte mennesker. Her er vel ingen tid at spilde? Nu gælder det vel om at komme af sted og arbejde så hurtigt og så meget som muligt? Men sådan tænker Jesus ikke.
Jesu første ord er: Bed! Vend jer mod Gud! Han som er høstens Herre. Han som alene kan virke omvendelse og tro i hjerterne. Bed ham forbarme sig og gribe ind!
Missionsarbejdet er en åndskamp. Det er en kamp om hjerterne. Og her beror i sidste ende alt på Gud, hans velsignelse, hans indgriben og hans medvirken. Bag de uomvendte folkeskarer står en åndsmagt, som hersker over dem. Det er en åndsmagt, som vi ikke kan stille noget op overfor. Han er langt stærkere end os. Vi kan ikke hverken rive, lokke eller overtale et eneste menneske ud af hans greb.
Vi kan gøre meget på egen hånd.
Det er værd at bemærke, hvad det er, Jesus kalder sine disciple til, da han ser ud over folkeskarerne, der er vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde.
”Da sagde han til sine disciple: ’Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst’”. Matt. 9,37-38.
Jesu første ord er ikke: gå! Det ville ellers have været forståeligt. Han ser denne store mængde af fortabte mennesker. Her er vel ingen tid at spilde? Nu gælder det vel om at komme af sted og arbejde så hurtigt og så meget som muligt? Men sådan tænker Jesus ikke.
Jesu første ord er: Bed! Vend jer mod Gud! Han som er høstens Herre. Han som alene kan virke omvendelse og tro i hjerterne. Bed ham forbarme sig og gribe ind!
Missionsarbejdet er en åndskamp. Det er en kamp om hjerterne. Og her beror i sidste ende alt på Gud, hans velsignelse, hans indgriben og hans medvirken. Bag de uomvendte folkeskarer står en åndsmagt, som hersker over dem. Det er en åndsmagt, som vi ikke kan stille noget op overfor. Han er langt stærkere end os. Vi kan ikke hverken rive, lokke eller overtale et eneste menneske ud af hans greb.
Vi kan gøre meget på egen hånd.
Vi kan programmere, arrangere og invitere. Vi kan få mennesker med i vore menigheder, hjælpe dem til at aflægge en kristen bekendelse og vejlede dem til at leve på en ny måde.
Men én ting kan vi ikke give dem, det eneste altafgørende: en levende og frelsende hjertetro på Jesus.
Uden Guds velsignelse og medvirken og uden hans Ånds kraft og gerning kan vi slide og stride med al vor menneskelige snilde, dygtighed og iver – det giver ingen åndelig og evig frugt.
”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves”. Slm. 127,1.
Men omvendt: Vender vi os til den levende Gud, påkalder ham og betror os til ham, så formår han at virke det største gennem det mindste.
Når vi ser ned over kirkehistorien, er der et fælles kendetegn ved de kristne, der har været redskaber for store fremskridt for missionsarbejdet. De har haft et levende syn for missionsarbejdet som en åndskamp, og derfor har bønnen til Gud haft en helt central plads og afgørende betydning i deres arbejde.
Hvad er vores mest påtrængende behov i missionsarbejdet?
Er det at finde gode og effektive strategier, som vi for alvor kan tro på?
Er det ikke snarere det modsatte? At få nedbrudt vores kødelige tro på egne kræfter og muligheder og på alt det, vi selv kan udrette, hvis vi gør tingene på den rette måde?
At få syn for, at vi står i en åndskamp, hvor alt beror på Guds hjælp og velsignelse.
I denne sammenhæng gør det ingen væsentlig forskel, om vores tro er knyttet til gamle eller nye strategier. Det afgørende er, om vores tro er rettet mod os selv og vores måde at gøre tingene på, eller mod ham, som er høstens herre, og som alene formår at give fremgang, kraft og sejr i åndskampen.
Er det tilfældigt, at Gud i Skriften gang på gang vælger de svageste mennesker som sine tjenere og ved prøvelser, modgang og uoverskuelige udfordringer fastholder dem i ydre magtesløshed?
Er det tilfældigt, at Israels konger forbydes at skaffe sig store og stærke hære? 5. Mos.17,16.
Er det tilfældigt, at Guds dom falder over David, da han laver en opgørelse over størrelsen af sin hær? 2. kong. 24.
I denne sammenhæng gør det ingen væsentlig forskel, om vores tro er knyttet til gamle eller nye strategier. Det afgørende er, om vores tro er rettet mod os selv og vores måde at gøre tingene på, eller mod ham, som er høstens herre, og som alene formår at give fremgang, kraft og sejr i åndskampen.
Er det tilfældigt, at Gud i Skriften gang på gang vælger de svageste mennesker som sine tjenere og ved prøvelser, modgang og uoverskuelige udfordringer fastholder dem i ydre magtesløshed?
Er det tilfældigt, at Israels konger forbydes at skaffe sig store og stærke hære? 5. Mos.17,16.
Er det tilfældigt, at Guds dom falder over David, da han laver en opgørelse over størrelsen af sin hær? 2. kong. 24.
Er det tilfældigt, at Gud i kirkens første tid kalder de menneskeligt set ringeste, svageste og mest uanselige som sine disciple 1. Kor.1,26?
Ifølge Paulus er det ikke tilfældigt:
”Det, som er svagt i verden, udvalgte Gud, for at gøre det stærke til skamme” 1. Kor.1,27.
”Det, som er svagt i verden, udvalgte Gud, for at gøre det stærke til skamme” 1. Kor.1,27.
Hvad er Guds hensigt med dette?
Paulus svarer selv:
”… for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” 1. Kor.2,5.
Guds hensigt er at løse os fra vores krampagtige tro på, at alt beror på os: Vor dygtighed, styrke og indsats. Han vil vise os, at han dybest set ikke er afhængig af os! At det er en gave og en nåde, at vi får lov at stå i hans tjeneste, og her være vidne til hans gerninger!
”… for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” 1. Kor.2,5.
Guds hensigt er at løse os fra vores krampagtige tro på, at alt beror på os: Vor dygtighed, styrke og indsats. Han vil vise os, at han dybest set ikke er afhængig af os! At det er en gave og en nåde, at vi får lov at stå i hans tjeneste, og her være vidne til hans gerninger!
Gud vil hjælpe os til frihed i tjenesten, og det kan han kun gøre på én måde – ved at vende vort blik og vor forventning mod ham!
Dette er vejen frem til åndelig frihed, glæde og åndskraft i tjenesten.
Dette er vejen frem til åndelig frihed, glæde og åndskraft i tjenesten.
Det kan være en hård vej. Vores tillid til os selv må brydes ned, og det gør ondt.
Men det, som er hårdt for kødet, er godt for ånden.
Kan vi bede om noget bedre end at blive løst fra troen på os selv og fornyet i synet på Guds magt og kraft?
Lad alle egne forråd brænde.
Lad vore brønde tørres ud,
Du os fra vore støtter vende,
Så du alene bliver Gud!
(Lina Sandell)
Lad alle egne forråd brænde.
Lad vore brønde tørres ud,
Du os fra vore støtter vende,
Så du alene bliver Gud!
(Lina Sandell)
---------------------------------------
Med venlig tilladelse fra forfatteren.
Bogen er udgivet af Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening.
I kommission hos LogosMedia 2005.
