Hvor din skat er, vil dit hjerte være.


Tidligere bragt i:
Luthersk Missionsblad.
Af Egon Jensen.

Syndens gift har gennemsyret os fra inderst til yderst. Både sjæl og legeme. Følgerne af denne forgiftning er, at hele vort legemes- og sjæleliv fungerer forkert.

I Matthæusevangeliet, kap. 6, 22-23, viser Jesus os hvordan synden har ødelagt sjælens øje; det åndelige syn, der står: ”Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!”

Øjet frembringer ikke lys, men det tager imod lys for hele legemet. Bliver øjet sygt, så det ikke tager imod lyset, da bliver hele legemet i mørke.
Når mennesker går omkring i åndeligt mørke, så er det ikke fordi det er mørkt omkring dem, der er lys nok – men øjet, sjælens øje er sygt, siger Jesus, så det ikke tager imod det åndelige lys – lyset fra Himlen.

Så viser Jesus dig her, et enkelt eksempel på, hvor sygt sjælens øje er blevet. Det magter ikke, at skelne mellem falske og sande værdier, mellem himmelske og jordiske skatte.
Ethvert menneske søger efter gode værdier.
Alle søger vi, at få det bedste, vi mener at kunne nå her i livet.

Men medens de ægte og uforgængelige skatte er at få fra Himlen, så graves der i jorden, for at finde skatte – blinde for det der er over os, stirrer vi på det som er under os.
Må jeg spørge dig, min kære læser: hvad lever du for?
Er det for at samle dig skatte i Himlen?

Gud give dig mod til at svare på dette spørgsmål.