Når Gud mister sin kraft.

Leder fra ’Båndet’,
Nr. 1 – 2002.
Af Hans Erik Nissen.



Gennem de sidste årtier har Gud mistet ikke så lidt af sin kraft iblandt os.
Han har ikke gjort det i forhold til sig selv. Det kan han ikke gøre, for han er evig den samme.
Men han har gjort det i forhold til os.
Det hænger sammen med, at det ord, hans kraft er knyttet til, ikke har samme plads hos os som før.



Guds fulde råd.
Guds ord kaster lys over alle sider af kristenlivet, så det er ikke vanskeligt at finde stadig nye emner, som trænger forkyndelsen af det ene nødvendige ud.
Det er Djævelens taktik.
Han kan bruge noget godt til at fortrænge det bedste.
Han ønsker ikke, at vi skal beskæftige os med forsoningsbudskabet.
Allerhelst vil han, at det i den grad skal fortrænges, så det slet ikke kommer med.
Så langt er han lykkeligvis ikke nået endnu.

Det, som er ulykkeligt ved megen forkyndelse, er, at man kan sidde og lytte mere eller mindre uberørt.
Jeg sættes ikke på plads som den elendige synder, jeg er.
Derfor resulterer forkyndelsen heller ikke i, at jeg kryber til nådestolen, men bliver bekræftet i, at det, jeg på forhånd mente om tingene, ikke er helt ved siden af.
Det har det gamle menneske det godt med, men det nye menneske vokser, rodfæstes og grundfæstes ikke.


Ånd og liv?
Når ordet om korset bliver en sag på linie med mange andre, forsvinder Guds kraft fra hans folk. Det kan godt være, at mange siger, at det naturligvis er det vigtigste, men spørgsmålet er ikke ordene, men om de svarer til virkeligheden.
Ordet om korset er det centrum, hvorom alt drejer sig, og er det ikke det i vor forkyndelse og vort arbejde, bliver det heller ikke det centrale i vores tro, og da forsvinder Guds kraft.

Det kan godt være, at Guds menighed igennem nye initiativer kan opleve en talmæssig fremgang og opblomstring. Det er der mange eksempler på i kirkens historie.
Det kan se stort og vældigt ud, men det er alligevel kun at ligne ved en varmebølge i oktober, der nok kan minde om sommer, men på trods af høje varmegrader alligevel er sommerens farvel før tåge, slud og frost for alvor holder sit indtog.


Vækkelsestonen.
Missionsugerne har mange steder skiftet karakter. Før i tiden var det vækkende budskab om synd og nåde i centrum. Det var uger, hvor mennesker skulle frelses.
I dag er tankegangen: Vi skal prædike for folk, som kommer, og de er frelst, så det er meningsløst at kalde dem til omvendelse.

Sandheden er, at er der et budskab, som også Guds folk til alle tider har behov for at høre, så er det frelsesbudskabet. Hører vi det ikke igen og igen, glider vi uvægerligt bort fra det, og mere eller mindre vigtige emner får alt for megen plads på det ene nødvendiges bekostning.
Det giver os en fornemmelse af vækst i erkendelse, men det er alligevel udtryk for åndelig forarmning.


Bredde i forkyndelsen.
Men skal alle sider da ikke med?
Det er ikke problemet i dag.
Det er derimod på ny at få indført forkyndelsen om synd, dom og retfærdighed.

Desuden tror jeg ikke, at det at forkynde Guds fulde råd er at få alle sider med.
Det er først og fremmest fylden i frelsesrådet, vi skal forkynde.

Paulus prædikede også Guds fulde råd, da han havde besluttet ikke at ville vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet.
Guds fulde råd, er hans viljes hemmelighed om frelsesplanen for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.


I ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjult.
Det var det budskab, som Paulus ikke undlod at forkynde for menigheden i Efesos.
Det samme budskab er kernen i hans brev til menigheden.
Men det var alligevel det budskab, de gled bort fra og mistede dermed den første kærlighed.
Det medførte det katastrofale: Gud ville flytte lysestagen fra dens plads.

Kaldet lyder også til os: Tilbage til det gamle budskab om lov og evangelium, synd og nåde, frelse og fortabelse, himmel og helvede.
Det er alene det ord, der er frelse i. Intet andet ord kan føre fra Satans magt til Gud.
Intet andet budskab kan bevare os til enden.
Alene dette ord formidler Guds kraft.