Aktuel kommentar, Fra DBI-posten,
Januar 2008.
Af Ph.d-studerende Peter Olsen.
I vækkelsestider forkynder vi syndernes forladelse, men glemmer vi det igen, må Gud begynde forfra.
I vækkelsestider er man ikke i tvivl. Da tørster man efter det.
Men når vækkelsen er blevet fortid, begynder øjnene at flakke.
Man leder efter noget at forkynde.
I vækkelsestider er man ikke i tvivl om, hvad man skal forkynde. Man oplever selv et desperat behov for det. Det brænder indeni: Evangeliet om syndernes forladelse af nåde alene på grund af Jesu stedfortrædende død. Dét er vækkelsens brændende passion.
Sådanne tider begynder med syndserkendelse. Det er Gud, der vækker denne erkendelse i os. Og det er frem for alt dét, der menes med vækkelse.
Gud trækker det slør bort, som ellers ligger over vore øjne. Så ser vi pludselig, ”hvor stor en vægt synden har”, som Anselm af Canterbury formulerede det for 900 år siden. Vi ser ind Guds retfærdige vrede over vores synd, og vi bliver bange for dommen.
Derved vækkes et desperat behov for syndernes forladelse.
Middelalderen genopdagede syndens forfærdelige vægt. Men næsten ingen talte klart om løsningen. Derfor blev reforma-tionen ”evangeliets lyse dag”, som Peder Palladius kaldte den.
Det var syndernes forladelse, han mente.
Sådan er det altid i vækkelsestider.
Gud vækker menneskers erkendelse af synden, af dommen og af Hans uforskyldte nåde mod syndere.
Synden må åbenbares.
Intet af dette kan vi selv få øje på.
Og vi tror det ikke, når nogen fortæller os det. Det må åbenbares for os.
Egentlig burde vi kunne se det, for gennem samvittigheden taler Gud til os om synd og dom.
Men vi er født med en instinktiv modvilje mod denne tale. Derfor sorterer vi af natur i det, som samvittigheden fortæller os.
Når Gud vækker os, er det derfor først og fremmest samvittig-heden, Han vækker. Han gør synden stor.
Dernæst vækker Han vores smag for nåden.
Er vækkelsen død?
Mange steder, hvor vækkelsen indtil for nylig stod stærkt, er den nu fortid. Evangeliet er blevet budskabet om Guds almindelige godhed.
Til at begynde med vil man ikke afvise vækkelsens tale om synd og nåde. Det er bare ikke længere den brændende passion, og efter en tid vil man slet ikke høre det budskab mere.
Man kalder det lovisk, fordi det tager udgangspunkt i synd og dom.
Man mener at have fået et mere evangelisk syn på Gud.
Det handler om Hans ubegrænsede godhed og kærlighed mod alle mennesker.
Og så leder man efter en forklaring på, at Jesus skulle dø.
Det står ikke længere klart, hvad man skal forkynde.
Hvor det ser sådan ud, er vækkelsen død og Gud må begynde forfra.
