Fra bogen, "Livets brød".
Af Øivind Andersen.
Åndsdåb er et andet ord for genfødelse.
”At blive døbt med Helligånden” og så ”at blive født på ny” er to udtryk for samme sag. Det kaldes også at blive ”levendegjort”.
Enten Bibelen kalder det at blive levendegjort (Ef.2.4.), blive født på ny, eller den kalder det at blive døbt med Helligånden, få Guds Ånd, gå over fra døden til livet, fra mørket til lyset, fra Satans magt til Gud – så menes der altid et og det samme: at blive en kristen.
Hvad vil det sige at blive født på ny?
For at gøre det kort henvises bare til 1. Johs.5.1:
”Hver den, som tror, at Jesus er Kristus, han er født af Gud.”
”Tro at Jesus er Kristus” betyder ikke bare at holde for sandt; det er ikke udtryk for bare at have en mening. Det betyder: Hver den, som sætter sit hjertes tillid på dette, at Jesus er Kristus – er det, som det nye testamente udgiver ham for at være – han er født af Gud.
Genfødelsen består i, at man kommer til troen.
Nu bruger vi i vort kristelige sprogbrug ofte ”genfødelsen” i betydningen ”det nye sind", Åndens frugt. Og der kan umuligt være noget galt i det. Men for at tale nøjagtigt er genfødelsen det, at vi tror på Jesus som vor frelser. Det nye sind er frugten af dette. Genfødelsen fører et nyt liv i vort hjerte med sig.
At et menneske er døbt med Helligånden viser sig i, at det tror på Jesus. Alle, som tror på ham som sin frelser, er døbt med Helligånden. Ellers kunne de ikke tro. Dermed kommer vi til spørgsmålet:
Hvordan får et menneske Guds ånd?
Hvordan går det til, at man bliver døbt med Helligånden?
Svaret på dette kan ingen forstå, før han har indset, at mennesket ikke kan tækkkes Gud ved lovgerninger.
Så længe vi tror, vi kan ”gøre” noget for at få Guds ånd, er vi blinde for svaret.
Men når det er gået op for os, at hvad vi end gør: faster, beder, prøver at gå ”lydighedens vej”, kæmper imod synden, venter på oplevelser, Gud skal give os, er vi akkurat lige langt fra målet – da kan Gud komme til at vise os det.
For at sige det med Bibelens udtryk: Bare den, som ved loven er død for loven, forstår svaret, når han hører det. Genfødelsen sker igennem ”syn og hørelse”, ved at se og høre, hvad Gud har givet os i sin søn.
Vi nævner nogle eksempler:
”Kristus købte os fri fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os – for det er skrevet: Forbandet er hver den, som hænger på et træ - … så vi ved troen kunne få Ånden, som var os lovet.” (Gal. 3.13-14.)
Da Nikodemus spørger Jesus: Hvordan kan dette ske? – da svarer Jesus: ”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes, for at hver den, som tror på ham, skal have evigt liv.” (Johs.3,14.15.)
Og i Johs. 5,24-25 siger Jesus:
"Sandelig, sandelig siger jeg jer, den som hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, han har evigt liv og kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet."
”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, og er nu, da de døde (uigenfødte) skal ”høre Guds Søns røst” (i evangeliet), og de, som ”hører”, skal leve.”
Det er igennem ordet om Jesus, Gud genføder os. Troen kommer af, at vi hører, og hørelsen sker ved Kristi ord (Rom. 10,17.)
Evangeliet forkynder ikke bare ”om” Jesus, det ”giver” os også Jesus.
Som Luther siger: Evangeliet bringer Jesus med sig.
Troen skabes gennem det ord, som vi er bedt om at tro på.
Eller for at sige det på en anden måde: Du genfødes, får Ånden, ved at lade dig overbevise af Ånden om, hvad du har i Jesus.
Du kan ikke vælge Jesus; det er Jesus, som vælger dig.
Men det føles for dig, som om det er dig, som vælger ham. Og sådan må det føles, fordi han vil, at forholdet mellem dig og ham skal være ”gensidigt”, så du bevidst skal vælge, at du vil tilhøre ham.
Når du oplever det, kommer det af, at han har valgt dig. Der er sket en overbevisning i dit hjerte. Og den overbevisning sker ved, at evangeliet er gjort levende for dit hjerte ved Guds Ånd.
Man kan modstå denne overbevisning. Da bliver man ikke frelst. Men hvis man lader sig overbevise, kommer Ordet til at frelse en.
Den, som på den måde har taget imod ordet om Jesus, har taget imod Jesus selv. Og det er ved troen på dette ord, han bliver døbt med Helligånden.
Oversat fra norsk af Lis J.
-----------------------
"Livets brød" er udgivet på Gry Forlag, Oslo 1966.
-----------------------