Uddrag fra "Første Johannes’ Brev".Del 2 - side 133-135.
Af Marius Jørgensen.
"I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus kommen i kødet, er af Gud. Og enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; men dette er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. Børnlille, I er af Gud, og I har sejret over dem, fordi han, der er i jer, er større end han, der er i verden. De er af verden; derfor taler de af verden, og verden hører dem. Vi er af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpå kender vi Sandhedens ånd og Vildfarelsens Ånd." 1. Joh. 4,1-6.
Der er en ganske bestemt åndelig gave, som det vil være uhyre nødvendigt at eje i den sidste tid, før Herren kommer igen, fordi verden da vil være fyldt med forførende åndmagter af mange slags.
Luften vil være svanger med åndsretninger, som har adskilligt rigtigt ved sig, men alligevel er falsk, når vi prøver dem efter Guds ord.
N.T. vrimler med advarsler mod denne fare, så det skal ikke forbavse os, at faren er der, og at den er stor i dag, for der er ingen overflødige advarsler i Bibelen, og vi behøver dem alle sammen.
Den gave, der da blive absolut nødvendig for os, hvis ikke vi skal forføres i dette åndsuvejr, er gaven til at bedømme ånder. Den indebærer sund kristelig bedømmelsesevne baseret på kendskab til Guds ord og kristen erfaring.
Men den, der får denne evne, skal ikke vente at blive populær af den grund. Det er ikke nogen sjov opgave at være ”verdens salt”, for saltet vil genere, hvor der er sår og betændelse.
Og det kan gøre én tung om hjertet at tænke på, at den bedømmelsesevne, der vil blive mest brug for nu, synes der at være så uhyggelig lidt af blandt Guds folk, fordi det er så småt med kristne, der virkelig med hjertets erfaring er inde i deres Bibel, så de kan bedømme tidens åndsretninger efter Guds ord.
Satan vil naturligvis gøre alt, hvad han formår for at få den gave fjernet fra Guds folk, fordi den danner et bolværk mod hans list og bedrag. Derfor vil den, der kan bedømme ånder, får meget med Satan at bestille.
Han vil også møde modstand indenfor Guds børneflok. Det er måske det sværeste, fordi de skulle være klogere, men det er netop dem, der kommer ud for de forførende ånder.
Det er nok typisk for vor grå og tolerante tid, at det er en temmelig udbredt opfattelse, at man overhovedet ikke skal bedømme, ”for det er ukærligt at dømme”, og vist er der megen ukærlig dømmen--- også blandt kristne desværre.
Men læg mærke til, hvem der skriver om nødvendigheden af at prøve ånder. Det er den Johannes, vi plejer at kalde kærlighedens apostel--- Der er nemlig få ting, der med skin af ret kan føre så langt ved siden af det rigtige som kærlighed uden forstand.
Derfor hedder det et sted:
Sandheden tro i kærlighed, men det omvendte er også nødvendigt.
- Den kærlighed, der kobler sandheden fra, er djævelen ikke bange for--- måske heller ikke for den sandhed, der kobler kærligheden fra, for ingen af de to tåler ret godt at stå alene uden risiko for at komme ved siden af deres væsen.
Johannes havde nok mærket den fare mere end de fleste, fordi han var kærlighedens apostel – set, at den kærlighed, der ikke er bundet til sandheden, let bliver til et djævelsk vrængbillede af kærligheden – og den sandhed, der ikke er forbundet med kærligheden, virker som en isblok.
Men han ejede så meget af Kristi kærlighed, at han vidste, kærligheden er nødt til at bedømme, hvis ikke den selv skal gå til grunde – og hvis ikke den skal svigte sit væsen. Han havde selv erfaret, at ingen elsker som Kristus, og netop derfor dømmer han skarpere end nogen anden.
Derfor må vi afvise den åndsstrømning, der går imod at bedømme, fordi den er ubibelsk, sjælelig – djævelsk, og det mest djævelske ved den er, at den ser så kærlig ud.
Man skal ikke tro, at enhver ånd, der tager sig from ud, er fra Gud. Her er nemlig et felt, hvor Guds ord anbefaler en vis slags vantro: Tro ikke enhver ånd!
– Og når Johannes finder det fornødent at anbefale denne vantro, er det selvfølgelig, fordi der tilsyneladende er grund til at tro disse ånder. For hvis det drejer sig om et falskneri, som enhver kunne blive klog på uden videre, var der jo ingen grund til at advare.
Jesus har selv sagt uhyggelig meget om, at folk har taget sig ud som ægte kristne både i bekendelse og liv, uden at han vil anerkende dem som sine på den store dag – og først på den dag vil de blive helt afsløret som uægte og falske. Det er altså lykkedes for disse folk at bedrage både sig selv og andre, men Han lader sig aldrig bedrage.
Vær derfor ikke alt for godtroende, som om alt var lige godt, når bare det giver sig ud for at være ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud.– Ikke, om de evt. er behagelige og falder i din smag.
Som grund til denne formaning angives, at mange falske ånder – profeter – er udgået i verden, og de går nok ikke til deres hjemsted, før de tvinges dertil af Kristus i hans tilkommelse.
-------------------------------------------
Bogen er udgivet af:
Luthersk Missionsforenings
Højskoles Elevforening.
I kommission hos Dansk Luthersk Forlag.
Hillerød 1969.
