Fra Rosenius’s samlede skrifter bind 3, side 35 fl.
Menneske! Giv dog agt på de hellige ord og mærk dig, hvordan de lyder. Der står jo ikke, at loven, men at Kristus er blevet os retfærdighed og helliggørelse. Og Kristus er ikke identisk med loven, dens trusler og domme.
At Kristus bliver os helliggørelse sker derved, at vi ved troen på ham og hans retfærdighed frigøres fra loven, får fred med Gud ved syndernes forladelse og i denne troens fred og lykke får en indstilling til Gud som barnets til sin fader, med lyst og trang til at være ham til behag.
Da gør jeg det gode, ikke fordi jeg drives dertil af lovens trusler og krav, men frivilligt--- af kærlighed til Gud og lyst til at gøre hans vilje.
Dette er, hvad Kristus, når han ved troen bor i vore hjerter, virker i os. Han er os givet af Gud både til retfærdighed og helliggørelse.
Loven derimod virker aldrig sligt. Det er heller ikke dertil, vi har fået den. Den skal tværtimod vække synden til live (Rom.7,7-11.), afsløre den i dens grænseløse syndighed (7,13), for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud (3,19).
Derfor kaldes også loven en bogstavens pagt, som slår ihjel, en tjeneste, der fører til fordømmelse. (2.Kor.3), et trældommens åg (Gal.5,1) og en tugtemester til Kristus (3,24).
Til alt dette kan loven tjene. Men til helliggørelse duer den ikke. Virke lyst og kraft til det gode hverken kan eller vil den. Det falder fuldstændig uden for dens rammer—thi “var der givet en lov, som mægtede at levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig fås ved loven”, Gal. 3,21.
Sandt nok—og det er muligvis dette, der har forvirret dig—der findes en bestemt slags troshelte, hvis samvittighed nok kunne behøve at vækkes og sønderknuses af loven. Med et mod —eller letsind, om man vil—der grænser til frækhed, misbruger de nåden og evangeliet. Fejltrin og fald volder dem ingen bekymring.
Idet de påberåber sig den frihed, evangeliet giver, hylder og forsvarer de kødets frihed til at leve, som det lyster. Deres tro er stærk. Den anfægtes aldrig, men virker heller ingen forandring i deres indre. Deres sind er derfor stadig lige ubrudt, de er yderst tilfreds med sig selv og indretter sig frit og uden skrupler med deres skødesynder.
En sådan tro betegnes i vor Bibel som en død tro. Hvor den findes, har loven endnu ikke fået lov at virke efter sin hensigt—til ydmygelse og fordømmelse.
